Iqon's New Zealand Blog

Tag: Salsa

Vinsmagning, comedy og rugby

by on 6 June 2010, under New Zealand, PSV

Jeg har været ret elendig til at skrive blogindlæg dette semester; jeg er overbevist over at det skuffer mange. Jeg teasede sidste gang med fortællinger om vinsmagning og et fejlagtigt forsøg på at tage på vandretur – men vent! Der er mere! Inkluderet i denne måneds udgave af mit blogindlæg er også bl.a. comedy og rugby. Utroligt interessant.

Men vi starter ved vinsmagningen, som på nuværende tidspunkt tog sted for mere end en måned siden; et godt bevis på hvor elendig jeg har været til at producere de fantastiske blogindlæg folk er blevet så forvente med. Til gengæld kan man jo altid regne med de er fuld af kvalitet, spas og løjer. Den første weekend i maj var den jeg brugte så meget tid på at forklare om i forrige blogindlæg: Den med luftguitar, kiwifrugter og quidditch. En hurtig sidenote til quidditch: Jeg får næppe set det i NZ. Folkene der arrangerer turneringen har henlagt den til en skole et stykke herfra. Det ville nok være en anelse mistænkeligt hvis jeg dukkede op på en skole, midt i en weekend, for at holde øje med børn, der spiller quidditch. Men tilbage til vinsmagning: Kirsty, Ilana (igen, Flat 15-folk), Max (franskmand, der efterhånden er en lige så stor del af Flat 15 som jeg er, uden at nogen af os bor der) og jeg valgte at fuldende en fremragende weekend med at tage til Waiheke Island på en solrig søndag. Waiheke Island ligger ca. 30 minutters færgetur fra Downtown Auckland. Det er (efter min erfaring) solbeskinnet ø, fyldt med fantastiske strande og en meget tilbagelænet tilværelse. Øen er især kendt for den rige vinproduktion, og er et populært sted at drage til for at smage på vin på de forskellige vingårde spredt omkring på øen. Det var en herlig måde at afslutte weekenden på. Vi tog til tre forskellige vingårde som alle var ret forskellige i deres måde at præsentere vinene på. På Stonyridge Vineyard investerede vi i to glas vin, som vi delte mellem os alle fire, siddende udenfor mens vi kunne skue ud over de grønne marker.

Tasting wine at Stonyridge Vineyard. We all quite enjoyed "Luna Negra"
Stonyridge Vineyard – det var her vi fandt vores favoritvin på turen, Luna Negra.

Wine notes or lyrics creation...
Som den sande franskmand, Max nu en gang er, følte han sig pludselig meget inspireret med da han fik den første smag af vin. Her er han i gang med at skrive tekst til sin sang.

Fra Stonyridge Vineyard tog vi til Te Whau, hvor vi smagte på den samme vin fra forskellige årgange. Her var der en anelse mere præsentation af vinene og Max blev mindet så meget om sin hjemegn, Bordeaux, at han blev nødt til at investere i to flasker vin.

Te Whau Vineyard
Folk siddende, nydende vin ved Te Whau.

Til sidst drog vi til Mudbrick Vineyard, en af de mest populære vingårde på Waiheke. Her var præsentationen af vinene lidt mere som forventet hvor vi i løbet af seks minutter blev præsenteret for seks forskellige vine, som vi fik noget lynhurtig info om. Det hele blev lidt forhastet idet stedet egentlig var så godt som lukket grundet et nærtstående bryllup, der skulle til at finde sted. At nogle havde valgt at placere et bryllup der gav ganske god meningen – omgivelserne var i hvert fald fantastiske.

Bride and groom arrives at the wedding held at Mudbrick Vineyard
Brudeparret ankommer til Mudbrick Vineyard for at fejre deres status som nygifte.

Weekenden efter var det planen at jeg skulle til Taranaki for at foretage dette semesters første hike. Taranaki er en region 5-6 timers kørsel sydvest for Auckland. Destinationen var Mount Taranaki/Egmont, en meget særpræget vulkan som er nem at spotte når man kigger på et kort over New Zealand, idet den antager en næsten perfekt kegleform, og dermed fremgår som en tydelig cirkel (eller, for at være korrekt, disk, idet en cirkel blot angiver den omspændende omkreds af det udfyldte område) på kortet. Det var planen at Ilana, Mickey (Ilanas veninde), Tor (nordmanden som jeg kender fra sidste semester, og som jeg til tider spiller squash mod) og jeg skulle drage afsted tidligt lørdag morgen for at kunne foretage en to dages vandretur omkring vulkanen, og stadig være tilbage før weekenden var ovre. Turen blev dog aldrig til noget idet den kære Subaru Legacy, som har været særdeles trofast siden Skott og jeg købte den sidste semester, valgte at gå i stå efter et par hundrede meters kørsel, midt i The Domain, parken som Parnell Student Village ligger op til. Efter at par timer med at forsøge at få den startet igen (hvilket bl.a. involverede hjælp med at skubbe bilen fra tilfældige forbipasserende løbere og andre sportsudøvere i parken) blev vi nødt til at give op og turen blev droppet. Til sidst havde vi formået at dræne bilen så meget for batteri at ikke engang nødblinket fungerede længere. Jeg fik lov til at betale $80 (ca. 320 kr.) for at få bilen slæbt tilbage de 500-800 meter vi havde formået at skubbe den gennem parken – det medlemsskab af AA (Automobile Association), som Skott og jeg i sin tid tegnede er kun i hans navn, hvilket åbenbart betyder at han skal være tilstede for at man kan gøre brug af det. Skott og jeg mødtes mandagen efter hos mig for at få bilen sendt til reparation et eller andet sted; men først skulle Skott forsøge at starte den, omend vi ikke havde meget tiltro til at det ville være muligt at starte en bil komplet drænet for batteri. Det var det imidlertid. Vi kørte den til en mekaniker, der sagde at det ville være særdeles besværligt at finde ud af hvad der evt. kunne være galt med den, så længe den formåede at starte. Siden har bilen fungeret fint igen.

Den uge var generelt ganske begivenhedsrig, med planer for stort set hver eneste dag. Tirsdag stod på den ugentlige salsa-undervisning. Det er stadig ikke helt klart for mig hvorfor jeg valgte at tage de salsatimer, men jeg overlevede da de otte lektioner (omend jeg kun dukkede op til seks). Efter salsa tog jeg i biografen med Skott og Vegard for at se Iron Man 2. Jeg har generelt været utroligt dårlig til at tage i biografen dette semester, hvilket er stupidt eftersom billetterne er møgbillige ($10, ca. 40 kr.), sammenlignet med prisen i Danmark. Det må jeg forsøge at lave om på den sidste måneds tid jeg er her. Jeg har lyst til at bruge den klichefyldte beskrivelse “ok, uden at være prangende” på filmen, men det siger jo i bund og grund intet om den. Jeg husker den første film som værende væsentligt mere underholdende og var en anelse skuffet over 2’eren; lidt for meget tanketom action, og en fuldstændig ligegyldig sidehistorie som ikke blev brugt til andet end at lægge op til den kommende Avengers film som jeg dog ser ganske frem til, mest fordi Josh Wedon er blevet udvalgt som instruktør. Vegard brokkede sig over at filmen virkede urealistisk. Jeg ved ikke helt hvad han havde forventet da han gik ind for at se en superheltefilm.

Om onsdagen deltog jeg for anden uge i træk i en sportsturnering (interres) der forløb over det meste af semestret. De forskellige studenterboliger dystede ugentligt i diverse sportsgrene mod hinanden. Jeg repræsenterede PSV i to uger ved at spille håndbold for dem. Det var en interessant oplevelse, idet ingen hernede rigtig kender til den fantastiske opfindelse, håndbold nu engang er. Dem som har fulgt bloggen foruroligende tæt vil måske kunne huske jeg tidligere har nævnt at jeg meldte mig til “Beginner’s handball” i begyndelsen af semestret. Modsat salsa-timerne dukkede jeg kun op til første lektion hvorefter jeg fandt ud af det var lidt for “Beginner’s” til mig. Jeg blev tilbudt at spille kampe for deres “Advanced” hold. Desværre fik jeg aldrig taget kontakt til de relevante personer, men så vidt jeg ved lå deres kampe også på ret dårlige tidspunkter. Interres-turneringen var en god mulighed for mig til at få spillet en smule håndbold igen; ganske underholdende at se folks tilgang til spillet, som naturligt nok kom til at minde mere om basketball end normal, europæisk håndbold. De fleste virkede dog til at være ganske godt underholdt, hvilket jeg går ud fra er det vigtigste.

Torsdag stod på New Zealandsk comedy. Det var den sidste uge af en tre ugers comedy-festival, så det var ved at være sidste chance for at komme til at se en af de ufatteligt mange komikere, der optrådte i løbet af de tre uger. Den største hurdle ved at tage til et af disse shows var netop at udvalget var så stort og at vores kendskab til New Zealandsk comedy var lig nul. Kirsty og jeg satte os en aften for at skære listen af kandidater ned til nul hvilket bl.a. inkluderede en benhård elimineringsproces hvor kandidater blev fjernet pga. utilgivelige træk såsom “værende britisk”, “værende kvinde”, “havende en dårlig beskrivelse af showet” eller “fremgå for sent på listen til at vi føler flere kandidater stadig kan være i spil”. Processen stoppede selvfølgelig ikke der. Der var også grundig Youtube-research og et pointsystem blev kreeret som var baseret på bl.a. show-længde, pris og ekstra fornemme features såsom borde. Vi endte med at være en gruppe på otte der tog ind for at se Brendan Lovegrove, der tilsyneladende er et ganske velkendt navn i de New Zealandske komiker-kredse. Han havde nogle enkelte gode jokes, men generelt var det en anelse skuffende. Hans show kørte på et forholdsvis lavt intelligensniveau, hvor de fleste jokes var bygget op om småracistiske tendenser eller platte masturberingsgestikulationer. Vores gruppe var blevet spredt over det meste af salen idet vi blev kaldt frem til forskellige borde for at få det forreste af salen fyldt – showet blev optaget, så det var selvfølgelig vigtigt at skabe illusionen af et proppet lokale. Selv med denne spredning formåede Brendan at plukke de fleste af os ud, og især mig, hvilket ikke var overraskende idet jeg var endt på forreste række, lige midt foran komikeren. Desværre var manden for uintelligent til at komme op med nogle former for jokes relateret til mig, omend han flere gange vente tilbage til Danmark uden tydeligvis at ane det mindste om landet. I det mindste blev jeg ikke denne gang beskyldt for at være del af et boyband, som det er sket to ud af tre gange tidligere jeg har været til standup, så det er vel fremgang.

Fredag skulle Esther (endnu et Flat 15-medlem) fejres i anledning af hendes fødselsdag. Det blev gjort ved spisning på indisk restaurant efterfulgt at et væld af kage i Flat 15, hvilket jeg efterhånden er blevet forvent med, hver gang jeg går forbi den bolig.

Lørdag tog vi til en rugbykamp mellem Auckland Blues og Hamilton Chiefs. At tage til en rugbykamp var en af de punkter jeg længe havde haft på min liste over ting jeg blev nødt til at gøre før jeg forlod New Zealand. Det var forholdsvis underholdende (hjemmeholdet, Blues vandt), og det var rart at have Max siddende ved sin side, idet han kunne forklare reglerne. Jeg tror dog aldrig det er en sport jeg nogensinde vil blive bidt af. Alt for mange spilstop og for mange situationer med mænd, der bare bunker sig ovenpå hinanden og krammer løs.

Another scrum
Denne situation føler jeg er meget typisk for rugby: Stort gruppekram.

That's one popular pole!
Til tider deler rugbyspillerne også ud af deres kærlighed til andet end hinanden. Her er det en pæl, der får en kæmpe knuser.

Being thrown high into the air
Indkast i rugby er ret interessante, idet det er tilladt at smide rundt med hinanden.

Jeg er stadig et par uger bagud med mine fortællinger om hvad jeg foretager mig her i New Zealand. Samtidig skylder jeg også stadig et indlæg der forklarer om det kandidatspeciale, jeg er hernede for at skrive. Det bliver dog en anden gang for jeg har allerede brugt alt for meget plads på at skrive om forholdsvis (for læseren) irrelevante begivenheder. Jeg ved ikke om denne bratte afslutning kvalificerer indlægget her til det så famøse “antiklimatisk slutning”-tag, men det får det altså påhæftet, idet jeg ene og alene kan bestemme over indholdet på min blog.

46 Comments :, , , , , , , , , , , , , , , , , , , more...

Solnedgang, cricket og surf

by on 24 March 2010, under New Zealand, PSV

På min todo-liste for hver uge står der altid: “Skriv blog-indlæg”. Jeg er hele tiden et par uger bagud, og det tager mig altid en krig at skrive af en eller anden grund. Hvor jeg vil hen med de betragtninger, ved jeg ikke helt. Med dette indlæg formår jeg forhåbentlig at komme helt op til nutiden. Fordi jeg lige nu føler mig lidt halvsløj kan det endda være jeg formår at gøre det forholdsvis kort. Man kan altid håbe.

Jeg fik nævnt i forrige indlæg at jeg er flyttet tilbage til PSV. Jeg kan se min gamle bolig fra mit værelse, og jeg har spenderet en del tid sammen med gruppen fra Flat 15 hvor jeg boede sidste semester. For en god ordens skyld vil jeg gerne lige opremse beboerne af denne lejlighed også, i og med det næsten er mit “andet hjem” hernede. Eftersom jeg er træt kommer opremsningen kun til at indeholde navn og nationalitet:

Øystein: Nordmand
James: Canadier
Ilana: Amerikaner
Kirsty: Englænder
Esther: Tysker

Øystein mødte jeg sidste semester, omend vi sjældent mødtes eller spenderede tid sammen; det er blevet anderledes i dette semester. Resten er alle “nye” på The University of Auckland. De var så venlige at lade mig overnatte på sofaen i stuen dagen inden jeg kunne flytte ind på mit eget værelse (dagen efter branden på mit hostel), også selvom det stort set kun var Øystein der kendte mig på daværende tidspunkt. Det var jeg naturligt nok taknemmelig for.

From my room I can see my old flat
Udsigten fra mit værelse – jeg kan se min gamle bolig herfra.

For et par uger siden (ja, jeg er stadig et godt stykke bagud med bloggen) gik vi (Flat 15, canadieren Stefani, amerikaneren Jeremy og jeg) en tur til Mount Eden, det højeste naturlige punkt i Auckland, for at nyde solnedgangen. Det var en ganske hyggelig tur, og endnu en gang fik jeg lejlighed til at lege lidt med mit nye kamera.

What makes this picture great: The random guy choosing to simply _skip_ past as I'm taking the picture
Tilfældig fyr gør gadedrenge hop i baggrunden.

Enjoying the sunset
Gruppen nyder solnedgangen.

James posing
James poserer.

Another picture of the sun setting
Solnedgang ved Mount Eden.

De næste billeder jeg har liggende er fra denne weekends surftur. Inden jeg når dertil vil jeg dog gerne have lov til at nævne at jeg også har været til min første cricket-kamp nogensinde. Jeg har desværre ingen billeder fra dette drama, idet jeg ikke anede jeg skulle til cricket da jeg drog til universitetet om morgenen. Men jeg kunne ikke takke nej, da jeg fik tilbuddet, og derfor tog jeg altså til cricket sammen med en lille gruppe kammerater, mine skolesager samt mit squash-tøj, som jeg dermed ikke fik brugt den dag. Vi ankom et par timer inde i kampen, men det er åbenbart meget normalt. De første par timer var meget forvirrende, men efterhånden gik reglerne stille og roligt op for mig, med god hjælp fra de omkringværende tilskuere. Jeg har svært ved at komme på nogen anden sport, hvor det hele virker så afslappet. Curling er vel lidt derhenad, ligesom jeg har ladet mig fortælle at baseball også falder lidt i samme boldgade hvad angår stemningen. Visse momenter af Tour de France har vel også samme tilbagelænede tilgang, omend det jo bestemt har sine perioder af intenst drama hvilket cricket stort set er helt foruden. I alt var vi til cricket i syv timer. Vi holdt dog halvanden times pause mellem de to innings hvor vi forlod stadion for at finde noget mad; igen noget jeg ikke ligefrem er vant til fra andre sportsgrene. Opfinderen af cricket må have været en mand med stor tålmdodighed. Ikke nok med at de originale cricketregler tillader kampe at vare op til fem døgn: den mindste smule regn betyder også udsættelse af kampen indtil en halv time efter regnen er stoppet. Den regel var vi også så heldige at få at se i løbet af de syv timer som altså gik med at se på mænd kaste en bold ca. 500 gange mens en anden forsøgte at parere den med sit bat og de sidste 10 markspillere gik hen for at samle den op efterfølgende. Og så en time med nogle køretøjer, der trak et stort tæppe efter sig for at forsøge at tørre græsset. Ganske interessant oplevelse.

Jeg vil også lige nævne at jeg forsøger at holde mig aktiv hernede. Jeg har spillet squash og løbet et par gange, og meldte mig også til “Håndbold for begyndere”, det eneste håndbold-halløj de tilbyder på The University of Auckland. Desværre er det nok lidt for meget “begyndere” til min smag, også selvom det er godt syv år siden jeg sidst har rørt en håndbold (lidt skræmmende egentlig). Jeg blev dog tilbudt at spille håndbold for deres “Advanced” hold, så det vil jeg nok forsøge mig med, hvis mine fødder da kan holde til det.

Desuden er jeg, overraskende for mange, især mig selv, begyndt til salsa… Jeg er ikke helt sikker på hvordan det er sket, men det bunder nok i at jeg havde besluttet mig for at prøve noget nyt da jeg kom herned. Desuden forsøgte både Øystein og Ilana at overtale mig, og i sidste ende gav det åbenbart pote. Så nu skal jeg altså have otte salsa-lektioner, hvoraf de to første er overstået. Anden lektion er jeg dog gået glip af pga. sygdom (fra min side), så nu er jeg sikkert sat endnu mere af end jeg i forvejen var pga. min manglende sans for rytme.

Jeg undskylder at indlægget virker lidt usammenhængende – jeg vil igen læne mig op af forklaringen om at jeg er en smule syg (selvom den sande grund er dovenskab). Med den undskyldning vil jeg tillade mig at tage endnu et mærkeligt spring. Det meste af mine hverdage går naturligvis med mit kandidatspeciale – det jeg i bund og grund er hernede for at skrive, og det som jeg hidtil ikke har nævnt på min blog. Nu har jeg trods alt nævnt det, og så kan der vel ingen tvivl være om at jeg arbejder seriøst på det sammen med Skott. Jeg går ud fra jeg på et senere tidspunkt vil skrive et indlæg der forklarer hvad specialet handler om, og som samtidig kan kede folk til døde. Jeg kan afsløre det handler om containere… Men det er altså en anden gang.

Weekenderne har jeg til gengæld holdt rimeligt fri indtil videre, hvilket i den netop overståede weekend resulterede i at jeg drog til Raglan, det helt store surfparadis i New Zealand. At tage med dertil var igen en beslutning der sikkert har haft grobund i min idé om at prøve lidt nyt mens jeg var hernede (hvis den sætning da overhovedet giver mening). Det var en rigtig fin weekend med herligt vejr, en dejlig strand og en god gruppe bestående af otte personer, hovedsageligt fra Parnell Student Village: Tre canadiere, to amerikanere (omend den ene også kunne kalde sig kiwi åbenbart), en franskmand, en nordmand og en enkelt dansker. Vi boede på et hostel lidt uden for Raglan som så ud som om det lå midt i en regnskov i Colombia (eller et andet Sydamerikansk land). Det var et ganske godt sted med gratis pool, gode faciliteter til madlavning og ikke mindst en sauna som vi fik gjort brug af begge aftener under vores ophold. Selve surfen gik overraskende godt. Med det menes selvfølgelig at jeg formåede at komme helskindet igennem, helt uden at drukne (mit initielle succeskriterium), ødelægge mine ankler eller på anden måde komme på skade. Jeg (og resten af gruppen der var afsted) formåede endda at komme op og stå på surfbrættet et par gange. Da jeg kom hjem fra surfturen opdagede jeg at min ærkefjende havde været på spil igen. Jeg taler selvfølgelig om sandfluen, som havde efterladt et par få stik på mine fødder, der nu vil genere mig de næste mange nætter, når jeg forsøger at sove. Jeg må vel begynde at udtænke en eller anden snedig plan for at kunne hævne mig, for jeg skylder efterhånden de bæster en ordentlig practical joke. Jeg er bare ikke sikker på insekter forstår practical jokes.

Me...
Jeg har faktisk ingen billeder af selve surfen, så I må nøjes med et billede af mig… og de efterfølgende billeder af de andre personer, der var med på turen.

Øystein with the final say
Øystein og Max med en venskabelig nævekamp på stranden.

Sitting on a big trunk
Stefani, Laura, Robin og James på en træstamme.

A goat and the small tent it lives in at the side of the road
En ged og dens telt ved en vejkant – faktisk var denne ged ikke en del af gruppen.

Max with the guitar
Max med guitar.

After a well deserved lunch
Og for lige at få sidste person med fra gruppen, der var afsted: Ilana i midten (Max til højre, mig til venstre) efter en velfortjent frokost i Raglan før turen gik tilbage til Auckland.

Til sidst har jeg lyst til at snakke lidt om internettet i New Zealand igen, som jeg vist også kom til at gøre et par gange sidste semester (som dem der har formået at holde ved bloggen i så lang tid nok nemt vil kunne huske). Men jeg har også nævnt at jeg vil forsøge at brokke mig mindre i denne omgang, så jeg tror bare jeg lader være med at nævne internettet hernede… og sådan opnår endnu et indlæg tagget “anticlimatic endings”.

24 Comments :, , , , , , , , , , , , , , , , more...

Looking for something?

Use the form below to search the site:

Still not finding what you're looking for? Drop a comment on a post or contact us so we can take care of it!