Iqon's New Zealand Blog

Tag: Borghild

Del 5: Fox Glacier, Queenstown og Milford Sound

by on 7 January 2010, under Julekalender, New Zealand, Vandreture

Efter besøget hos byen med det sigende navn, Greymouth gik turen videre til Fox Glacier hvor vi den efterfølgende dag skulle ud på en “Full Day Walk” på den store gletscher. Det var et imponerende oplevelse at gå rundt på sådan en stor isklump i nogle timer med pigsko. Det eneste der trak lidt fra oplevelsen var at turen var så guidet. Man følte sig lidt som en lille dreng i tredje klasse, når man blev fortalt at man altså skulle huske at holde fast i kæderne på visse stykker af klippeskranterne, også selvom det var en ganske bred sti. Det hjalp heller ikke at guiden virkede ganske kort for hovedet og hurtigt så sig lidt gal på legebarnet Søren. På den anden side kan jeg godt forstå der skal være noget sikkerhed på sådan en tur, da der kan gå meget galt når man render rundt på en gletscher. Det virkede dog stadig lidt for turistet til min smag. Jeg har herunder udplukket enkelte af de 178 billeder der nu, efter hårdhændet sortering og redigering er tilbage fra den ca. otte timer lange tur.

DSC_0501
Gletscheren der ligger og ser faretruende ud i baggrunden.

DSC_0544
Hele “The Jonas Family” før vi endnu er kommet op på gletscheren.

DSC_0634
Mig på vej ned i en hule i gletscheren.

DSC_0657
Søren blev ellevild med tanken om at kunne få lov til at slagte mig med en isøkse. Generelt blev der undervejs talt meget om at ofre mig, idet de andre var overbeviste om at jeg ville kunne udgøre et fantastisk grill-måltid, men det er en anden historie.

DSC_0672
På gletscheren stødte vi på det fineste mudder, der eftersigende skulle være rigtig godt for huden. Derfor blev vi selvfølge nødt til at smøre det i ansigtet.

DSC_0599
Visse dele af gletscheren kunne godt minde om Supermans Fortress of Solitude med lidt god vilje.

Fra gletscheren gik turen videre til den lille by Haast hvor vi mødtes med Sarah og Chris fra PSV, der var på vej den modsatte vej rundt om Sydøen. Det var hyggeligt at se dem igen, og vi fik udvekslet lidt historier om hvad vi havde fået set og oplevet hidtil. Det var også her jeg løste problemet med mit ur, idet Chris og Sarah indvilligede i at stoppe ved kajak-udlejningsstedet i Punakaiki for at høre om de havde mit ur – det blev løsningen på “Gåden om det Forsvundne Ur” som jeg (ret misvisende) kunne have navngivet enten dette eller det forrige blog-indlæg.

Dagen efter fortsatte vi mod Queenstown, New Zealands store turistfælde, hvor folk kommer fra nær og fjern for at få lov til at betale overpriser for alskens ekstremsport i naturskønne omgivelser i den lille by omkredset af bjerge. Queenstown-besøget d. 25. november var en af de eneste punkter vi havde lagt os fast på allerede inden afrejse, idet Borghild denne dato havde et fly tilbage til Auckland, hvorfra hun et par dage senere skulle returnere til Bergen i Norge. Samtidig forlod vi Caroline for sig selv i Haast, da hun skulle mødes med sin kæreste Miles og drage rundt med ham i en uges tid. Familien var splittet.

DSC03283
Uden Caroline og hendes bil var det tilbage til puslespillet vi også stod overfor i begyndelsen i Auckland. Læg mærke til hvordan Borghild griner af situationen, Kristian kigger forgæves på Skotts febrilske forsøg på at pakke bilen, Søren lader som om han er optaget af et eller andet uden for billedet og jeg fralægger mig ansvar ved at stå og tage billeder af kaoset.

DSC_0712
Inden Borghild forlod Sydøen fik hun (og vi andre) et fornemt eksempel på hvilke flotte udsigter New Zealand har at byde på.

Vi overnattede i Queenstown en enkelt nat. Inden vi tog videre mod Te Anau tog vi gondolerne op til et udkigspunkt hvor man fik et flot view over byen. Vi fik også kørt en kort omgang på luges, en slags enmandsslæde med hjul på.

DSC_0736
Lidt af udsigten.

DSC_0742
Souvenir-butikken solgte mange interessante dimser. Her er jeg iklædt en smart og moderne fårehat med dertilhørende håndtaske og sågar også en fåretaske på ryggen. Især huen med de indbyggede vanter er både praktisk og stilfuld.

DSC_0755
Også Queenstown bød på interessante personligheder. Her: Den lilla dame.

Som nævnt drog vi efterfølgende videre til Te Anau, hvor vi overnattede. Te Anau ligger to timers køretur fra Milford Sound, en fjord der ikke uden grund er en kæmpe turistattraktion i New Zealand. Når nu vi ikke kunne komme til at gå Milford Track var en sejltur i fjorden det næstbedste vi kunne finde på. Køreturen dertil var alene en oplevelse i sig selv med klipper der tårnede sig op på begge sider af den kuperede vej med masser af vandfald skabt af regnen der begyndte at falde tæt. Ikke langt fra færgens afgangspunkt skal man igennem en envejstunnel, Homer Tunnel*. Mens vi ventede i kø for at få lov til at køre gennem tunnellen kunne vi beundre de fascinerende Kea-fugle** forsøge at vandalisere de holdende biler. Hurtigt var der en der satte sig på vores sidespejl, så den fik vi et par gode billeder af lige indtil den hoppede op på taget og gik mod bilens modsatte side hvor Skott af en eller anden grund fik en anelse travlt med at rulle sit vindue op.

DSC03324
”Kea på sidespejl”. En klassiker.

DSC_0864
Det er dumt at have antenner eller lignende til at stikke ud af sit køretøj når der er Kea-fugle i nærheden. En trailer fyldt med cykler blev også hårdt angrebet af fuglene, der ikke kunne stå for de indbydende gummidæk.

DSC_0887
Et eksempel på den snørklede vej mod Milford Sound.

Den tre timer lange sejltur startede med en “Kiwi barbeque”, men det kyllingelignende kød smagte utroligt meget af kylling, så vi begyndte at mistænke dem for slet ikke at have grillet den fredede fugl, der er tæt på at uddø og serveret den for de sultende turister. Undervejs tog regnvejret for alvor fat, men det var ikke så skidt som det måske lyder, idet det forårsagede massevis af vandfald, som man ikke ville støde på i strålende solskin. Vi så små pingviner af en sjælden art jeg ikke kan huske navnet på (kun 1000 individer skulle være tilbage i verden), søløver og delfiner, der svømmede med båden. Det blev også til et stop ved et undervandsobservatorium hvor man kunne se dyrelivet nogle meter under havets overflade.

DSC_0796
Spot to pingviner.

DSC_0826
Delfinerne svømmede med båden et kort stykke tid.

DSC_0851
Massevis af vandfald.

Efter sejlturen tog vi tilbage til Te Anau. Jeg investerede i lidt nyt hiking-udstyr, heriblandt en kæmpe rygsæk, alt imens vi meldte vores tilbagekomst til Søren, der sørgede for at lave pandekager til os. Herefter forlod han os til fordel for Queenstown hvor han skulle feste nogle dage. De tre tilbageværende medlemmer af den oprindelige gruppe på seks, Kristian, Skott og jeg, skulle nemlig ud på endnu en Great Walk, Kepler Track.

Kepler Track er en 3-4 dages gåtur som går over…

Og med den lille teaser (dette indlæg fortjener så sandelig tagget “bad teaser”) vil jeg endnu en gang lade jer få fred, alt imens jeg får indlægget oversat til engelsk så alle kan være med.

Fodnoter (jep, jeg huskede også at lave sådanne i dette indlæg):
*Om Homer Tunnel
Homer Tunnel adskiller sig væsentligt fra alle andre tunneller jeg nogensinde har set. Den er sprunget ud af klippen og granitvæggene i den 1270 m lange tunnel ser ud som de må have gjort lige efter sprængningen, uden nogen ekstra former for forstærkninger. Vejen er bred nok til at to personbiler måske lige akkurat kan passere hinanden. Eftersom der dog også kører mange busser på vejen er tunnellen udstyret med et signalskifte i hver ende, som skifter hvert 15. (femtende!) minut – dog kun i sommerperioden. I vinterperioden er det for farligt at have biler til at stå i kø uden for tunnellen pga. fare for sneskred. Det er åbenbart bedre at have et frontalt sammenstød mellem to store køretøjer i midten af en mørk tunnel.

**Om Kea
Kea er en af de få alpin-papegøje-arter i verden. Fuglen siges at være hyperintelligent og utroligt nysgerrig. Det fik vi da også at se i Milford Sound hvor de gik rundt omkring bilerne og ledte efter mad eller andre interessante genstande de kunne stjæle, hakke i eller undersøge. Fuglen har fået tilnavnet “Bjergenes Klovn” pga. sin hærgen af rygsække, støvler, biler som den ofte ødelægger eller stjæler små dele fra. Det er en utroligt smuk fugl med sine grønne fjer og det rødlige skær under vingerne. Den er imponerende stor og dem vi stødte på virkede ikke det mindste bange for mennesker. Fuglen findes kun i New Zealand og eksisterer kun i et ganske lille antal.

6 Comments :, , , , , , , , , , , more...

Del 4: Abel Tasman, Pancake Rocks og Greymouth

by on 24 December 2009, under Julekalender, New Zealand, Vandreture

For at forsøge at gøre teksten lidt mere udholdelig for dem som har travlt i denne dejlige juletid har jeg her indført et system med fodnoter – kig efter stjernerne. Det ville være praktisk hvis jeg fortsatte med sådan et system i mine senere indlæg, men jeg tør intet garantere. For dem som har umådeligt travlt er her nogle flere alternativer:
1. Kig kun på billederne + evt. billedtekst
2. Læs Skott’s version af begivenhederne (ofte væsentligt kortere)
3. Lad helt være med at læse blogs

Marahau ligger ved Abel Tasman National Park, New Zealands mindste nationalpark, som dog stadig optager et område på 225,3 kvadratkilometer. Grunden til vi var taget dertil var rygter om at det skulle være et ganske smukt naturområde, og det fik vi da så sandeligt også bekræftet i de efterfølgende dage. Der er forskellige måder at nyde naturen i området på: Eftersom nationalparken har en betydelig kyststrækning med masser af skønne bugter er det ret populært at drage ud med kajak. Vi valgte dog at tage os en lille vandretur i stedet på Abel Tasman Coast Track, en af New Zealands ni såkaldte Great Walks*.

Heldigvis var det ikke noget problem for os at booke plads på en af campingpladserne på Abel Tasman Coastal Track, og vi drog derfor afsted på en vandring, der skulle vise sig at tage små syv timer (25 km). Som navnet antyder går ruten langs kysten, og det gav anledning til en utroligt flot udsigt over det azurblå vand. Til tider bøjede ruten dog også ind mod landet med tætbevokset regnskov til følge, som noget der var taget direkte ud af Jurassic Park. Specifikke steder på ruten skulle vi krydse på bestemte tidspunkter for ikke at komme i konflikt med tidevandet. Højden på vandstanden kunne visse steder ændre sig med helt op til seks meter, så det handlede om at komme til tidevandskrydsningerne i god tid før højvande.

DSC_0282
Klar til 7 timers vandring.

DSC_0350
Vores første tidevandskrydsning. Broen giver en lille idé om hvor vandet befinder sig ved højvande.

DSC_0341
Et lille eksempel på vores udsigt det meste af dagen – læg mærke til de mange kajakker.

Som hovedregel lever der ingen farlige dyr i New Zealand. Til gengæld er landet fyldt med sandfluer**. Campingpladsen i Abel Tasman blev mit første møde med disse uhyre (men bestemt ikke det sidste). Heldigvis slap jeg fra dette med et fåtal af bid på mine fødder – der var andre i gruppen, der var mindre heldige.

DSC_0466
Det er desværre det bedste billede jeg har til at illustrere de forbandede sandfluers værk indtil dette tidspunkt på rejsen. Man kan godt ane et par bid på Skotts fødder og ben, omend jeg vil indrømme det ikke ser så alvorligt ud lige her. Hvad billedet yderligere illustrerer er hvad der sker hvis man giver Søren et kamera – masser af billeder af helt tilfældige ting.

Vi havde ikke planer om at gå alle Abel Tasman Coast Track’s 51 km – det beskrives som en 3-5 dages tur. I stedet havde vi planlagt en to-dages tur på i alt 35 km. Grunden til vi gik 25 km første dag og kun havde 10 til gode på andendagen skyldtes igen tidevandet. Hvor vi overnattede havde vi to timers gåtur til et stykke der absolut skulle krydses inden kl. 9 medmindre man havde lyst til at vente til langt op på eftermiddagen for at kunne komme videre. Vi stod derfor tidligt op og styrtede afsted for at nå det til tiden. Da vi nåede frem til tidevandskrydsningen var det lidt antiklimatisk idet der intet vand var at se i nærheden. En halv time efter ville det dog have været umuligt at passere. Vores forholdsvis korte gåtur på andendagen blev belønnet med nogle timers afslapning på stranden før vi tog en vandtaxi tilbage til Marahau. På denne tur fik vi blandt andet set søløver, der hyggede sig i solen.

DSC03111
Tidevandskrydsning.

DSC_0420
Søløve, der soler sig på en sten.

Efterfølgende tog vi tilbage til Nelson hvor vi bookede os ind på et spøjst hostel kaldet The Palace***. Her spenderede vi natten hvorefter vi dagen efter (vi er nu nået frem til lørdag i fortællingen, der spænder sig over ca. fire uger) drog yderligere sydpå langs vestkysten. New Zealands vestkyst er forholdsvis tyndtbefolket, hvilket vi fik set på egen hånd – det var ikke mange biler man mødte på vejen. Vi tog et kort stop i Punakaiki hvor vi tog et hurtigt kig på The Pancake Rocks (se herunder) før vi fortsatte til vestkystens “storby”****, Greymouth.

DSC_0476
Skott demonstrerer hvad der Pancake Rocks så specielle – smagen! Nogle tror fejlagtigt det er formen…

Her spenderede vi et par dage. Efter første overnatning tog Borghild, Kristian og jeg ud på en ridetur omkring Punakaiki mens de andre tre forsøgte at surfe. Rideturen var fin, men surfturen var åbenbart mere begivenhedsrig. Ikke fordi der var specielt gode bølger, men mere fordi den involverede to besøg til skadestuen. Først fik Søren beskadiget en sene i sin ene finger da han forsøgte at stoppe sine badebukser på plads i sin våddragt. Da han returnerede fra skadestuen (med en skinne om fingeren, der skulle forblive der seks uger) kunne han passende samle Skott op, der efter et par minutters surf havde formået at skære sig i foden med sit surfboards finner. Caroline var den eneste, der rigtig fik surfet den dag.

DSC03212
Kristian, Borghild og mig på hestene som vi blev ledt rundt på af en svensk og tysk pige (tilfældig information endnu en gang).

Andendagen bød på en kajaktur, igen i Punakaiki. Den blev egentlig noget sjovere end forventet, idet der var væsentligt mere gang i floden end jeg lige havde forestillet mig til at starte med.

DSC03215
Vi fik stillet noget superskønt 80-90’er tøj til rådighed som vi ikke kunne stå for. Midt i begejstringen formåede jeg at smide mit ur væk, som jeg dog på forunderlig vis fik tilbage igen nogle uger senere (så har jeg da trods alt én løs tråd at samle op på senere hen).

Det var det for denne gang (medmindre du ikke har læst fodnoterne endnu og er interesserede i dem. Det burde du have gjort undervejs – det skulle jeg nok have nævnt til at starte med, men det er nu engang sådan jeg plejer at læse fodnoter, så jeg tænkte ikke det behøvede nogen forklaring). Læg mærke til at jeg nu over fire (lange) indlæg snart har nærmet mig det punkt som Skott fik beskrevet i løbet af et enkelt indlæg for ca. en måned siden, men så har I altså også fået blandt andet et billede af en ninja i Wellington med – det har Skott alligevel ikke kunnet levere!

Til dem som bare ikke kan få nok er her de nævnte fodnoter:
*Om The Great Walks:
The Great Walks er ruter gennem nogle af New Zealands smukkeste naturområder. Som mange andre naturområder i New Zealand vedligeholdes de af New Zealand Department of Conservation (DoC), som også står for hytterne og campinggrundene, der er at finde på ruterne, som ofte tager 3-5 dage at gennemføre. Er man interesseret i at opleve New Zealand på nærmeste hånd er det disse ruter man bør tage ud på. Desværre er de så populære i sommerperioden, og pladsen i hytterne og på campingpladserne så begrænset at man ofte skal være tidligt ude for at få lov til at bruge flere dage på ruterne. Mere end en måned før vi begyndte på vores tur havde Skott og jeg talt om at tage Milford Track, der bogstaveligt talt har fået betegnelsen “The Finest Walk in the World”. Alt på ruten var dog allerede booket langt i forvejen, så det var ikke muligt for os at tage på den tur. Nogle vil måske mindes at jeg tidligere har berettet om min udflugt til Tongariro Alpine Crossing. Det var sådan set mit første møde med en af The Great Walks idet denne en-dags tur er en delmængde af den fire dage lange Great Walk, Tongariro Northern Circuit.

**Om sandfluer:
Sandfluer er små sataner der får en til at længes langt efter de kære danske myg, der kommer til at virke som små uskadelige kæledyr til sammenligning. Sandfluer er de mest irriterende insekter, jeg har mødt: De angriber i enorme flokke, man kan se og mærke eftervirkningerne af deres bid i ugevis, flere sandfluer bliver tiltrukket vis man begynder at klø i sårene og så har de åbenbart en forkærlighed for skandinavisk blod. Maorierne mente at sandfluerne blev introduceret i New Zealand af en vred gud, der var træt af at se på folket dase den af; de gjorde ikke andet end at gå rundt og nyde den smukke natur. Sandfluer har den mærkelige egenskab at de ikke bider så længe man bevæger sig, men lige så snart man står stille er de over en i 1000-vis med det samme, og de er derfor et yderst effektivt middel til at holde folk i bevægelse

***Om hostels i New Zealand:
Generelt stødte vi på mange forskelligartede hostels rundt om i New Zealand. Mange var “specielle” i både udformning, møblement, udsmykning og personale. The Palace var f.eks. en kæmpestor villa med enorme rum, højt til loftet og badeværelser udformet i bedste Hundertwasser-stil (I husker vel nok de famøse offentlige toiletter?), omformet til et idyllisk og stemningsfuldt hostel, der tilmed var billigt at bo i. Jeg tror måske jeg senere laver et indlæg hvor jeg har samlet billederne fra de hostels vi besøgte undervejs.

****Angående betegnelsen “storby” om Greymouth:
“Storby” er her i gåseøjne fordi et område med et indbyggertal på knap 14k ikke mange steder i verden vil betegnes som en sådan. Det er dog stadig den tyndtbefolkede vestkysts største by. I midten af 1800-tallet blev der fundet guld på NZ’s vestkyst, hvilket fik folk til at flokkes til området. Da guldreserverne var blevet tømt stak de fleste af igen (en beslutning der sikkert har været hjulpet på vej af det ustadige vejr – området har ikke fået tilnavnet “Wetland” uden grund). Greymouth er nu en af de eneste rigtige byer i denne del af New Zealand. Mindre end 1% af NZ’s befolkning er nu bosat på dette område, der udgør ca. 9% af NZ’s totale areal ifølge min Lonely Planet-bog. Kom ikke og sig at man ikke kan lære noget ved at læse min blog!

130 Comments :, , , , , , , , , , , , , , , , , , more...

Del 3: Afrejse, Wellington og Picton

by on 21 December 2009, under Julekalender, New Zealand, Vandreture

Ok, herfra bliver det bedre, det lover jeg. Mest af alt fordi jeg fra nu af har billeder at krydre indlæggene med. Ikke blot gør det dem mere udholdelige at se på, det gør også at jeg ikke behøver trætte folk med alt for meget nonsens (og jeg kan slippe for at skrive det), da et billede som bekendt siger mere end 1000 ord – alle er gladere!

Da jeg i starten af juli tog til New Zealand var det efter en meget beskeden sommerferie, der kun varede ca. to uger. Derfor var det da også en tiltrængt ferie, der tog sin begyndelse lørdag d. 14. november efter sidste eksamen var overstået. Det var altså en sommerferie jeg tog fat på med et halvt års forsinkelse, selvom det virkede særdeles mærkeligt på et tidspunkt hvor den kolde og mørke vinter var begyndt at snige sig faretruende nær lille Danmark (den er her i fuldt flor nu, skulle jeg hilse og sige). I New Zealand var det selvfølgelig sommer (og det er det forresten stadigvæk, så vidt jeg er informeret), hvilket passede mig ganske fint, idet ferien skulle bruges til at rejse rundt i det fantastisk smukke landskab.

Om mandagen, efter afskedsfester i weekenden og nedpakning af alle mine ejendele, kunne rejsen tage sin begyndelse. Det var selvfølgelig lidt mærkeligt at skulle sige farvel til så mange mennesker, jeg havde lært at kende i løbet af de forgangne fem måneder, især fordi der nok er mange af dem jeg ikke kommer til at se igen. Det følger dog med sådan et ophold. Det tog et pænt stykke tid at få pakket bilen; ikke helt overraskende taget i betragtning at vi var fem personer, der skulle have stoppet stort set alle vores ejendele fra de sidste fem måneder ind i en bil. Det blev også påstået at det ville være en god idé hvis vi alle fem også kunne komme til at sidde i bilen på samme tid. Den opmærksomme læser vil bemærke at vi da var en gruppe på seks personer med to biler, men det forholdt sig sådan at Caroline allerede var stukket sydpå med sin bil. Hende skulle vi møde i Wellington, New Zealands hovedstad, hvorfra vi skulle tage færgen dagen efter. Derfor: Fem personer, meget bagage, én bil, illustreret med billeder:

DSC_0182
Dette er midt under pakningen – ikke alt er på plads endnu.

DSC_0184
Skott spiller en helt speciel form for Tetris hvor brikkerne desværre ikke forsvinder selvom en række bliver helt udfyldt.

Som prikken over i’et blev der også fastsuret to surfboards (Skotts og Sørens) på toppen af bilen.

Det lykkedes os i sidste ende at få det hele på plads, og efter et sidste besøg hos Burger Fuel, en New Zealandsk burger-kæde hvis råvarer rent faktisk virker til at være friske, kunne den lange køretur mod Wellington tage sin begyndelse, en tur på ca. 650 km eller ca. 9 timer. Vi ankom sent om aftenen til Wellington hvor vi mødtes med Caroline, der havde sørget for værelser til os på et hostel. Vi nåede helt naturligt ikke mere den dag.

Tirsdag aften skulle vi med færgen til Sydøen, men inden da havde vi tid til at gå rundt og opleve New Zealands hovedstad. Det var et behageligt møde; byen virkede væsentligt rarere og imødekommende end Auckland. Det skyldes nok de mindre gader, bedre byplanlægning og pænere arkitektur. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Wellington som New Zealands svar på San Francisco, måske pga. solen, det bakkede landskab og den famøse cable car, som vi tog op til en botanisk have, som dog ikke var synderligt imponerende.

DSC_0200
Man støder på nogle interessante personligheder i Wellington. Her: En ninja.

Vi fik også besøgt parlamentet, der er delt op i flere bygninger, hvoraf den ene kaldes The Beehive pga. dets særprægede udseende. Ved at gå igennem diverse sikkerhedscheck fik vi lov til at komme inden for og se politikerne tale; en anelse søvndyssende da det var svært at sætte sig ind i hvad de talte om, men spændende nok at få lov til at se hvor New Zealand bliver styret fra.

DSC_0231
Søren præsenterer på fornemmeste vis The Beehive.

DSC_0245
Borghild foran den centrale parlamentsbygning.

Byen var så småt ved at blive pyntet op til jul, et problem jeg måske vender tilbage til senere hen: Det virker altså helt forkert at fejre jul i sådan en varme, og helt absurd at se pyntede juletræer i strålende solskin.

DSC_0223
For mig er dette et kontrasternes billede.

Om aftenen tog vi færgen til Picton. Havde vi været lidt mere opmærksomme havde vi booket turen om dagen i stedet for at ankomme i mørke, idet det eftersigende er en af de smukkeste færgeture man kan tage. Vi fik rådet bod på det på vejen tilbage, dog, så det var ikke det store tab.

Jeg er ikke vant til at rejse på den måde, men vi var taget afsted uden de store planer om hvad vi præcis skulle se eller hvor vi skulle hen i løbet af vores tur, omend vi selvfølgelig havde en overordnet idé om visse “must see” steder. Efter at have overnattet i Picton fandt vi på at tage en lille vandretur langs vandet til en udkigspost hvor man kan se færgen sejle forbi gennem Queen Charlotte Sound, sundet der angiveligt gør færgeturen så smuk. Vandreturen på små 4 timer var en lille forsmag på hvad der var os i vente den efterfølgende dag, men det var vi ikke helt klar over på daværende tidspunkt.

DSC_0273
Udsigt over sundet.

DSC_0097
Da vi kom tilbage fra vores vandretur stødte vi på en mand med en hjemmelavet båd. Vi havde set båden oven på en bil på færgen dagen før og havde undret os over hvad det var. Han viste os også sit hjemmelavede surfboard – ret imponerende.

Om aftenen kørte vi til Nelson hvor vi fik en god gang stærk indisk mad inden vi satte kursen videre mod Marahau hvor vi camperede.

Dette indlæg afsluttes med et billede af de fine telte vi havde til rådighed og mig der ser ud som en pungrotte fanget i lyset fra en bils forlygter – pungrotter bliver nok også et emne i et senere indlæg.

DSC_0280
Caroline, Kristian og Søren havde medbragt deres meget professionelle telte, der med sikkerhed ville kunne modstå en snestorm. Især Sørens telt med BR-farverne fik flotte kommentarer med på vejen.

3 Comments :, , , , , , , , , , , , , , more...

Del 2: Tilfældig baggrundsinfo

by on 21 December 2009, under New Zealand

Baggrundsinfo 1:
New Zealand er hovedsageligt delt i to øer, som ganske opfindsomt er navngivet Nordøen og Sydøen (gæt selv hvordan de er placeret i forhold til hinanden). Auckland, hvor mine studier har fundet sted, er beliggende på den nordlige del af Nordøen, Med den by som base var det lykkedes mig at få set en ganske pæn del af Nordøen i løbet af semestret (hvilket bloggen her forhåbentlig også har givet et indtryk af), ikke mindst i forbindelse med de to ugers ferie midt i semestret. Derfor var det for længst planlagt at det meste af min resterende tid her i New Zealand skulle spenderes på at udforske Sydøen, som af mange betragtes som den smukkeste del af New Zealand (hvilket jeg kun kan give dem ret i).

Baggrundsinfo 2:
Det næste stykke tid vil jeg nok nævne enkelte navne igen og igen. I stedet for at skulle introducere disse personer tilfældigt rundt omkring vil jeg i stedet præsentere de fem personer jeg rejste rundt med tilfældigt her. Det drejer sig om en herlig dansk-norsk blanding:

Skott (DK), 25: Min studiekammerat hjemmefra, som også tidligere har optrådt flere gange på denne blog. Af andre også kendt under sit fornavn, Jonas, men det viste sig hurtigt forbandet forvirrende at have to Jonas’er fra Danmark, der studerede præcis det samme, tog alle de samme fag og begge boede i Parnell Student Village (PSV). Det afledte uheldige associationer med f.eks. The Jonas Brothers, hvilket jeg ikke tror er godt, omend jeg vist aldrig har hørt deres musik. Hjemme i Danmark er vi hhv. Skott og Ahmt; i New Zealand Skott og Jonas.

Søren (DK), 25: Også kendt som Shawn, Shaun, Sun, Son eller hvad det navn ellers kan blive til, når udlændinge kæmper med udtalelsen af vokalen “ø”. Søren var den første person Skott og jeg mødte da vi kom til Auckland – han var ankommet med samme fly og skulle også transporteres til byen med samme shuttle som os. Vi har holdt kontakten lige siden, hvilket har vist sig fornuftigt idet Søren er en af de mest underholdende personer jeg kan forestille mig at spendere tid sammen med. Studerer sociologi, har rejst verden tynd og har altid en historie at fortælle.

Borghild (NO), 23: Min bofælle fra PSV. Jeg mødte hende i starten af semestret til en quiz-aften arrangeret af universitetet (en del af introugen), hvor hun fortalte at hun havde ansøgt om at blive indlogeret i en af universitetsboligerne. Dagen efter flyttede hun ind i samme lejlighed som min. I løbet af semestret er det lykkedes mig med succes at introducere hende for de to fantastiske serier Firefly og The Big Bang Theory (at præsentere personerne “tilfældigt” betyder for mig at give tilfældige facts om dem). Studerer computer science.

Kristian (NO), 28: Alderspræsidenten. Jeg mødte ham via Borghild. De to var ankommet lidt i samme stil som Skott og jeg, idet de også er fra samme universitet, studerer det samme og også kendte hinanden på forhånd. Han blev også bosat i PSV. Den eneste fra gruppen der blev sammen med Skott og mig hele vejen.

Caroline (NO), 21: Den anden bilejer i gruppen. Caroline mødte jeg også i starten af semestret, den allerførste dag i introugen, hvor man rendte ind i en masse af de nye internationale studerende. Som med de andre fra gruppen var Caroline altså også en som jeg havde holdt kontakten med lige siden starten af semestret. Inden hun kom til New Zealand havde hun surfet lidt andre steder i verden og det var derfor hende der tidligere havde fået til opgave at oplære Skott, Søren og Kristian i denne ædle kunst. Studerer til elektro-ingeniør med en bismag af noget business, som jeg har forstået det.

DSC_0515
Gruppen (senere kendt som The Jonas Family) fra venstre mod højre: Søren, Borghild, mig, Skott, Kristian, Caroline.

Det må være nok baggrundsinfo. Endelig kan fortællingen om rejsen tage sin begyndelse – i næste indlæg, vel at mærke.

1 Comment :, , , , , , , , more...

Looking for something?

Use the form below to search the site:

Still not finding what you're looking for? Drop a comment on a post or contact us so we can take care of it!