Iqon's New Zealand Blog

Samoa igen

by on 8 May 2010, under Uncategorized

For lige hurtigt at afslutte kapitlet om Samoa var der tre uvæsentlige og uinteressante punkter jeg glemte at nævne.

1) En af grundene til at det ikke var så svært for mig at træffe valget om at tage til Samoa var det faktum at jeg alligevel ville blive nødt til at forny mit visum for at kunne blive her indtil juli. Eftersom jeg ikke officielt er tilknyttet universitetet hernede (jeg betaler ingen studieafgift til dem) kunne jeg ikke søge et studievisum. Jeg bliver heller ikke betalt for at skrive mit speciale (ud over SU, selvfølgelig), så derfor ville en arbejdstilladelse heller ikke være mulig. Det nemmeste var simpelthen at drage ud af landet og vende tilbage igen og dermed få tre ekstra måneder som turist i landet. På den måde slap jeg også for at betale omkring $200 for at søge visum, hvilket bare gjorde turen til Samoa endnu mere attraktiv. Selvom jeg havde været forbi immigrationskontoret i New Zealand før jeg tog afsted, for at få bekræftet at dette var en helt reel tilgang til visumproblemet, var jeg stadig lidt nervøs da jeg kom tilbage til Auckland. De lukkede mig dog ind uden den mindste form for problemer. Lidt en kontrast til at blive holdt tilbage i en time i Chicago fordi jeg vil besøge min søster.

2) Når man går gennem landsbyer i Samoa bliver man hilst af alle de lokale (især børn) med “bye”. Jeg ved ikke om det er fordi de ikke kan kende forskel på “hi” og “bye” eller om de vitterligt gerne vil have én til at forsvinde så hurtigt som muligt hvilket resulterer i et utroligt hurtigt farvel.

3) I Samoa kører man nu på venstre side af vejen. Det gjorde man ikke før d. 7. september 2009. De skiftede side af økonomiske årsager; langt de fleste andre lande i området har venstresidekørsel, og det vil derfor være billigere at anskaffe nye biler fra områder tæt på. Der kører stadig masser af biler rundt hvor føreren sidder i venstre side, men det er nu ulovligt at sælge reservedele til disse biler.

DSC_0540
De har mange pile på vejene for at huske folk på hvilken side man skal køre i.

Jeg føler jeg havde advaret om det uinteressante i ovenstående punkter, så jeg fralægger mig et hvert ansvar for enhver kedsomhed der måtte have udsprunget fra at læse det foregående. Jeg dropper at skrive citater fra turen, da jeg har konkluderet de vil være særdeles uinteressante for dem, der ikke allerede har hørt om Max’ stupide ytringer på vores tur.

Leave a Comment :, , , more...

Samoa

by on 4 May 2010, under Uncategorized

Normalt ville jeg starte med et eller andet pjat med “nu er det jo længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg, men der er skam sket meget siden da”. Efterfulgt af mærkelige undskyldninger hvorfor det har taget så længe, såsom “jeg har også haft travlt med opdagelsen af muggle quidditch og luftguitar”. Men det vil jeg undlade at gøre denne gang og i stedet blot hoppe direkte til det centrale for dette indlæg: Samoa-turen.

En uge blev spenderet på Samoa. Vi var otte personer afsted: Øystein (nordmand), Tor (nordmand), Helle Kristine (nordmand), Max (franskmand), Jocelyn (franskmand), Richard (brite), Regina (tysker) – og så mig, som ene dansker. Jeg har konkluderet opholdet er nemmest at berette om via billeder.

Random guy ready for the ferry to arrive at Savai'i, the west island of Samoa.
Første dag tog vi færgen til Savai’i den vestlige af Samoas to hovedøer.

Every night we slept in fales (huts) like these, right next to the beach
Hver nat sov vi i fales (hytter), helt op til stranden. Fantastisk oplevelse. Disse fales er bygget uden vægge så man kan blive kølet lidt af vinden. Det var der god brug for med 30 graders varme dag og nat og 80% fugtighed konstant (med undtagelse af de gange hvor det styrtede ned).

Sunrise the first morning in Samoa
Solopgang min første morgen i Samoa.

"Paradise in He(...)" - try guessing the name of the bus before going to the next picture. People tend to get it wrong.
Vi valgte at drage videre med bus på andendagen. Bussen var stopfyldt med lokale, der alle kom fra den største by på Savai’i med alle deres nyindkøbte råvarer, som lå spredt over gulvet i bussen. De var utroligt flinke til at rykke tæt sammen så der også var plads til os turister. Gæt selv navnet på bussen (folk plejer at gætte forkert).

DSC_0708
Jane’s Beach Fales hvor vi boede et par dage havde bl.a. underholdning med hvad de påstod var “traditionelt” Samoa-dans. Her bliver der danset til Grease Lightnin’ (læg også mærke til de gigantiske højttalere i baggrunden).

We went to church Sunday. Everybody seemed grateful that these Europeans had chosen to visit their church. Here two girls are posing at the entrance
Befolkningen på Samoa er ganske religiøse. Hver eneste lille landsby (som nemt kunne bestå af blot et par huse) havde sin egen kirke. Vi overvejede på et tidspunkt at leje cykler om søndagen men blev advaret om at folk på den nordlige del af Savai’i ikke havde det så godt med at se folk dyrke nogen form for motion (deriblandt cykling) på en hellig søndag. Søndag morgen tog vi i kirke for at få et indtryk af hvad de lokale bruger deres søndag på. De var utroligt taknemmelige for at vi besøgte deres kirke.

Tree growing inside the a church covered by lava about 100 years ago
For at gøre søndagen komplet drog vi til endnu en kirke, dog af en noget anden art. Den blev oversvømmet af lava for ca. 100 år siden og er derfor naturligvis ikke i brug mere.

Me, not posing
Lonely Planet-bogen om Stillehavsøerne indeholder ca. 20 sider om Samoa, hvilket vel siger lidt om hvor få turistattraktioner der egentlig er i landet. Det meste handler om at slappe af ved de smukke strande, evt. krydret med lidt snorkling. Det er bestemt heller ikke til at klage over. Guidebogen nævner dog nogle få steder, der er værd at se, som f.eks. disse såkaldte “blowholes”, specielle stenformationer der gør at vandet bliver sprøjtet langt op i luften når bølgerne slår mod dem.

Richard swimming around at the Afu Aau Waterfall
Vi tog også et smut forbi the Afu Aau Waterfall. Her ses Richard svømme rundt.

DSC_1205
Vi spenderede en enkelt nat på The Author’s Choice fra Lonely Planet fra et par år siden, Virgin Cove. Det var klart det dyreste sted vi boede og var samtidig også lidt for turistet og “beskyttet’” efter min smag. Det hjalp selvfølelig heller ikke at det regnede konstant den ene dag vi havde der. Jeg var dog ganske produktiv, som billedet ovenfor illustrerer, så dagen var ikke helt spildt.

Me and my new pet crab
Fra det klart dyreste sted vi fandt på Samoa tog vi til det klart billigste. I landsbyen Tafatafa blev vi i tre dage hos en kvinde, der havde spenderet omkring fyrre år i New Zealand og nu var vendt hjem for at nyde det afslappede liv på Samoa. Hun virkede mægtigt glad for at have besøgende fra Europa – vi var åbenbart de første nogensinde fra de kanter. Stedet var blevet ramt af tsunamien for syv måneder siden og de var stadig i gang med genopbygningen. Da turisme er ekstremt vigtig for den samoanske økonomi var familien blevet lovet penge af regeringen, hvis de skyndte sig at få genopbygget faciliteterne så turister kunne tiltrækkes. Syv måneder efter havde de stadig ikke set skyggen af penge. Nåå ja, og så er billedet ovenfor mig og en krabbe.

Me enjoying coconut milk
Tre overnatninger og otte måltider kom i alt til at kost os lidt over 220 kr. per person. Slet ikke værst. Vi blev bl.a. serveret kokosnødder, som det kan ses.

Me presenting Robert Louis Stevenson's house (the guy who wrote Treasure Island and Dr Jekyll and Mr Hyde
Richard, Øystein og jeg tog forbi Robert Louis Stevenson’s hus som nu er et museum. Robert er nok mest kendt for to bøger: Dr. Jekyll og Mr. Hyde samt Skatteøen. Han tilbragte sine fem sidste år af sit liv på Samoa.

To make it feel more like home, Robert had a fireplace installed. It was obviously never used (there wasn't even a chimney) since Samoa is way too hot
For at føle sig mere hjemme havde Stevenson fået installeret en pejs i stuen. Den blev dog aldrig taget i brug (der var ingen skorsten), eftersom vejret i Samoa ikke ligefrem indbyder til stille aftener foran åben ild.

Richard with his new battle axe
Før vi drog med flyet tilbage fra Auckland besøgte vi et marked i hovedstaden Apia. Richard investerede i en stor økse.

Me and colors
”Mig og farver” – efter en uge uden barbering.

Jeg undskylder det meget “fakta”-baserede indlæg (“så gjorde vi det, og så så vi det”), men jeg håber de fine billeder kan veje lidt op for det. Som altid kan alle mine billeder fra mine bedrifter i New Zealand og omegn ses på Flickr. Jeg har nogle citater fra turen jeg nok lægger op på et tidspunkt. De vil nok kun være sjove for folk der kender især Max, men det synes jeg er nok til at skulle lægge dem op. Og! Jeg skal også fortælle om quidditch snart (se, dét er en god teaser).

16 Comments :, , , , , , , , , , , , , , more...

Ligegyldig opdatering

by on 9 April 2010, under New Zealand

Som mit forrige indlæg måske kunne insinuere er det ikke fordi jeg i øjeblikket rejser synderligt meget rundt og “oplever New Zealand”, når jeg i stedet vælger at bruge en fredag aften på at se et dansk standup-show fra sidste år. Det bunder selvfølgelig i at jeg ikke føler jeg har lige så travlt med at komme ud og se en masse i dette semester, da jeg egentlig var forholdsvis effektiv sidste gang jeg var afsted. Det betyder selvfølgelig ikke at der ikke er masser af spændende områder jeg har lyst til at komme ud og se, og det er da bestemt også planen. Nogle gange er det dog bare rart også lige at tage en stille og rolig weekend “hjemme” i stedet for at tage 22 km vandringer over bjerge, springe ud fra fly fra 4,5 km højde og fejre ugens ende med at skære sin fod op på en surftur. Det synes min pengepung også. Øystein, Tor, Laura og Stefani vil vide at det selvfølgelig ikke er en beskrivelse af en helt tilfældig række begivenheder, men nu var jeg altså ikke med på den tur, så vi lader den ligge der.

Ovenstående betyder selvfølgelig ikke at jeg bare har tænkt mig at spendere hele semestret i Auckland. Næste uge tager jeg en uges ferie i Samoa, en af de mange Stillehavsøer, der altså ligger midt ude i ingenting og gør sig til med sit tropiske klima og fine strande. Det skal nok blive sjovt, omend vi stadig ingen planer har om hvad vi skal foretage os på øen i syv dage. Jeg er sikker på vi nok skal finde på noget. Jeg har også planer om at tage på et par weekendvandringer i den nærmeste fremtid; de vandrestøvler jeg investerede i sidste semester bør snart tages i brug igen.

Nu der ikke sker så meget for tiden, jeg føler, er værd at berette om på bloggen, kan jeg passende fortælle om hvad det egentlig er for et projekt, jeg er draget til New Zealand for at skrive (det var dog en usandsynligt dårligt opbygget sætning). Desværre har jeg valgt at færdiggøre dette blogindlæg minutter inden jeg går i seng for at være “frisk” (hvis man kan være det efter ca. fem timers søvn) til turen til Samoa, så beretningen om mit projekt må blive udskudt endnu en gang. Det er to gange i træk jeg har kreeret et blog-indlæg uden billeder. Jeg går ud fra det ændrer sig næste gang. “Anticlimatic endings” tag opnået endnu en gang.

Leave a Comment :, , , , , , , , , , , , more...

En enkelt sætning

by on 3 April 2010, under Uncategorized

Jeg har ofte klaget over at jeg synes jeg skriver for lange indlæg. Dette er i bund og grund en enkelt sætning (dog har den brug for denne introduktion og en efterfølgende forklaring) men nogle vil sikkert stadig opfatte indlægget som værende for langt. Grunden burde gerne blive tydelig om et øjeblik. Og nu… sætningen:

“Den dag i dag jeg ærgrer mig bittert over jeg nogensinde har støttet sådan en flok mokkasinbærende halvnøgne lændeklædeomviklede ansigts- og kropsbemalede bisonfedt-som-tidligere-alternativ-til-Dax-Wax-i-håret-smørende-og-herefter-med-ørnefjer-prydende skægvækst-manglende svært-fotogogene pyntesyge-for-ikke-at-sige-androgyne-tangerende-det-bøsoide det-direkte-metroseksualitets-bølgeforudseende-Village-People-inspirerende men også med mere maskuline og krigeriske sider og på den konto tomahawksvingende knivkastende flitsbuestødende hurtigridende skalptagende torturudøvende røgsignalopsendende “ug ug-”-ytrende diligenceudplyndrende kavalerinedslagtende bæverskind-for-ildvand-bortbyttende regndansende kaktusædende fredspibe-i-en-cirkel-omkring-lejerbålet-bappende smertefuldt-soldansritual-udførende krumnæsede og med hånden-over-øjnende-som-skygge-fjernt-ude-i-horisonten-spejdende bjørnejagende kanosejlende pagajpadlende skokneppende tipi-skråstreg-wigwam-beboende skæbnesvangre-traktrat-underskrivende-og-herefter-for-evigt-til-reservater-hensatte Manitou-også-kaldet-Wakan-Tanka-tilbedende drømmefangende sjælerejsende hestehviskende ulvedansende og i det hele taget med præriens vilde dyr tæt-kommunikerende trommespillende og ved-særlige-ceremonier-omkring-kunstfærdigt-udskårede-totempæl-vildt-i-trance-dansende for fireogtyve-dollars-og-en-pose-glasperler-sit-eget-fædreland-til-blegansigterne-bortskænkende én-gang-ved-Littlebig-Horn-floden-sejrende-men-herefter-hastigt-stamme-for-stamme-via-Gatling-kanonen-stærkt-udraderede fløjtetruttende mescalin-trippende åndemanende volapyksnakkende og ved-særligt-åndssvage-lejligheder-endnu-mere-særlige-og-åndssvage-bison-hovedbeklædning-bærende den-dag-i-dag-stadig-med-knortet-men-behændige-fingre-fuglefjer-dyreknogle-åndsvage-smykker-med-salg-fra-årets-Roskilde-Festival-for-øje-fremstillende og herefter fluks-for-profitten-casino-opkøbende svedhytte-frekventerende stifindende spydkastende selvforsynende skovskidende og sidst men ikke mindst med de grøndlandske-eskimoer-om-trist-kulturarv-og-drikfældige-tilbøjligheder-tæt-konkurrerende MØGSVIN!”

Det er rent faktisk en enkelt sætning! Og nu forklaringen (som dog nok er lidt mere irrelevant på dans, da alle kender til manden): Jeg kan selvfølgelig ikke tage nogen form for ære for denne smuktopbyggede sætning. I stedet skal al æren gå til Anders “Anden” Matthesen. Jeg opfatter ham som det største geni i dansk showbusiness, alt han rører ved bliver jo til guld, hvad end det er cd’er, radioshows, film, stand-up shows osv. Han bliver ved med at genopfinde sig selv og teste nye tilgange til at underholde folk som aldrig er set før men som stadig fungerer 100%. Sætningen ovenfor beviser at manden er genial. Ikke så meget pga. indholdet ord-for-ord – det er en forholdsvis racistisk og kompliceret måde at sige “indianer” på – men at han rent faktisk er i stand til at huske og ytre den uden den mindste pause er fuldstændig uforståeligt for mig. Og han er ikke racistisk – sætningen er taget ud af kontekst fra en joke der går meget dybere. Selvom alt han gør er hysterisk morsomt formår han altid samtidig at have en dybere morale bag sine shows hvilket også er yderst imponerende.

Og det er så det der sker når jeg har en stille fredag aften hvor jeg ser lidt standup. Jeg har ikke lyst til at tænke på hvor længe det tog mig at skrive ovenstående ned på dansk for efterfølgende at oversætte det til engelsk (til den engelsksprogede version af min blog).

Leave a Comment :, , , more...

Solnedgang, cricket og surf

by on 24 March 2010, under New Zealand, PSV

På min todo-liste for hver uge står der altid: “Skriv blog-indlæg”. Jeg er hele tiden et par uger bagud, og det tager mig altid en krig at skrive af en eller anden grund. Hvor jeg vil hen med de betragtninger, ved jeg ikke helt. Med dette indlæg formår jeg forhåbentlig at komme helt op til nutiden. Fordi jeg lige nu føler mig lidt halvsløj kan det endda være jeg formår at gøre det forholdsvis kort. Man kan altid håbe.

Jeg fik nævnt i forrige indlæg at jeg er flyttet tilbage til PSV. Jeg kan se min gamle bolig fra mit værelse, og jeg har spenderet en del tid sammen med gruppen fra Flat 15 hvor jeg boede sidste semester. For en god ordens skyld vil jeg gerne lige opremse beboerne af denne lejlighed også, i og med det næsten er mit “andet hjem” hernede. Eftersom jeg er træt kommer opremsningen kun til at indeholde navn og nationalitet:

Øystein: Nordmand
James: Canadier
Ilana: Amerikaner
Kirsty: Englænder
Esther: Tysker

Øystein mødte jeg sidste semester, omend vi sjældent mødtes eller spenderede tid sammen; det er blevet anderledes i dette semester. Resten er alle “nye” på The University of Auckland. De var så venlige at lade mig overnatte på sofaen i stuen dagen inden jeg kunne flytte ind på mit eget værelse (dagen efter branden på mit hostel), også selvom det stort set kun var Øystein der kendte mig på daværende tidspunkt. Det var jeg naturligt nok taknemmelig for.

From my room I can see my old flat
Udsigten fra mit værelse – jeg kan se min gamle bolig herfra.

For et par uger siden (ja, jeg er stadig et godt stykke bagud med bloggen) gik vi (Flat 15, canadieren Stefani, amerikaneren Jeremy og jeg) en tur til Mount Eden, det højeste naturlige punkt i Auckland, for at nyde solnedgangen. Det var en ganske hyggelig tur, og endnu en gang fik jeg lejlighed til at lege lidt med mit nye kamera.

What makes this picture great: The random guy choosing to simply _skip_ past as I'm taking the picture
Tilfældig fyr gør gadedrenge hop i baggrunden.

Enjoying the sunset
Gruppen nyder solnedgangen.

James posing
James poserer.

Another picture of the sun setting
Solnedgang ved Mount Eden.

De næste billeder jeg har liggende er fra denne weekends surftur. Inden jeg når dertil vil jeg dog gerne have lov til at nævne at jeg også har været til min første cricket-kamp nogensinde. Jeg har desværre ingen billeder fra dette drama, idet jeg ikke anede jeg skulle til cricket da jeg drog til universitetet om morgenen. Men jeg kunne ikke takke nej, da jeg fik tilbuddet, og derfor tog jeg altså til cricket sammen med en lille gruppe kammerater, mine skolesager samt mit squash-tøj, som jeg dermed ikke fik brugt den dag. Vi ankom et par timer inde i kampen, men det er åbenbart meget normalt. De første par timer var meget forvirrende, men efterhånden gik reglerne stille og roligt op for mig, med god hjælp fra de omkringværende tilskuere. Jeg har svært ved at komme på nogen anden sport, hvor det hele virker så afslappet. Curling er vel lidt derhenad, ligesom jeg har ladet mig fortælle at baseball også falder lidt i samme boldgade hvad angår stemningen. Visse momenter af Tour de France har vel også samme tilbagelænede tilgang, omend det jo bestemt har sine perioder af intenst drama hvilket cricket stort set er helt foruden. I alt var vi til cricket i syv timer. Vi holdt dog halvanden times pause mellem de to innings hvor vi forlod stadion for at finde noget mad; igen noget jeg ikke ligefrem er vant til fra andre sportsgrene. Opfinderen af cricket må have været en mand med stor tålmdodighed. Ikke nok med at de originale cricketregler tillader kampe at vare op til fem døgn: den mindste smule regn betyder også udsættelse af kampen indtil en halv time efter regnen er stoppet. Den regel var vi også så heldige at få at se i løbet af de syv timer som altså gik med at se på mænd kaste en bold ca. 500 gange mens en anden forsøgte at parere den med sit bat og de sidste 10 markspillere gik hen for at samle den op efterfølgende. Og så en time med nogle køretøjer, der trak et stort tæppe efter sig for at forsøge at tørre græsset. Ganske interessant oplevelse.

Jeg vil også lige nævne at jeg forsøger at holde mig aktiv hernede. Jeg har spillet squash og løbet et par gange, og meldte mig også til “Håndbold for begyndere”, det eneste håndbold-halløj de tilbyder på The University of Auckland. Desværre er det nok lidt for meget “begyndere” til min smag, også selvom det er godt syv år siden jeg sidst har rørt en håndbold (lidt skræmmende egentlig). Jeg blev dog tilbudt at spille håndbold for deres “Advanced” hold, så det vil jeg nok forsøge mig med, hvis mine fødder da kan holde til det.

Desuden er jeg, overraskende for mange, især mig selv, begyndt til salsa… Jeg er ikke helt sikker på hvordan det er sket, men det bunder nok i at jeg havde besluttet mig for at prøve noget nyt da jeg kom herned. Desuden forsøgte både Øystein og Ilana at overtale mig, og i sidste ende gav det åbenbart pote. Så nu skal jeg altså have otte salsa-lektioner, hvoraf de to første er overstået. Anden lektion er jeg dog gået glip af pga. sygdom (fra min side), så nu er jeg sikkert sat endnu mere af end jeg i forvejen var pga. min manglende sans for rytme.

Jeg undskylder at indlægget virker lidt usammenhængende – jeg vil igen læne mig op af forklaringen om at jeg er en smule syg (selvom den sande grund er dovenskab). Med den undskyldning vil jeg tillade mig at tage endnu et mærkeligt spring. Det meste af mine hverdage går naturligvis med mit kandidatspeciale – det jeg i bund og grund er hernede for at skrive, og det som jeg hidtil ikke har nævnt på min blog. Nu har jeg trods alt nævnt det, og så kan der vel ingen tvivl være om at jeg arbejder seriøst på det sammen med Skott. Jeg går ud fra jeg på et senere tidspunkt vil skrive et indlæg der forklarer hvad specialet handler om, og som samtidig kan kede folk til døde. Jeg kan afsløre det handler om containere… Men det er altså en anden gang.

Weekenderne har jeg til gengæld holdt rimeligt fri indtil videre, hvilket i den netop overståede weekend resulterede i at jeg drog til Raglan, det helt store surfparadis i New Zealand. At tage med dertil var igen en beslutning der sikkert har haft grobund i min idé om at prøve lidt nyt mens jeg var hernede (hvis den sætning da overhovedet giver mening). Det var en rigtig fin weekend med herligt vejr, en dejlig strand og en god gruppe bestående af otte personer, hovedsageligt fra Parnell Student Village: Tre canadiere, to amerikanere (omend den ene også kunne kalde sig kiwi åbenbart), en franskmand, en nordmand og en enkelt dansker. Vi boede på et hostel lidt uden for Raglan som så ud som om det lå midt i en regnskov i Colombia (eller et andet Sydamerikansk land). Det var et ganske godt sted med gratis pool, gode faciliteter til madlavning og ikke mindst en sauna som vi fik gjort brug af begge aftener under vores ophold. Selve surfen gik overraskende godt. Med det menes selvfølgelig at jeg formåede at komme helskindet igennem, helt uden at drukne (mit initielle succeskriterium), ødelægge mine ankler eller på anden måde komme på skade. Jeg (og resten af gruppen der var afsted) formåede endda at komme op og stå på surfbrættet et par gange. Da jeg kom hjem fra surfturen opdagede jeg at min ærkefjende havde været på spil igen. Jeg taler selvfølgelig om sandfluen, som havde efterladt et par få stik på mine fødder, der nu vil genere mig de næste mange nætter, når jeg forsøger at sove. Jeg må vel begynde at udtænke en eller anden snedig plan for at kunne hævne mig, for jeg skylder efterhånden de bæster en ordentlig practical joke. Jeg er bare ikke sikker på insekter forstår practical jokes.

Me...
Jeg har faktisk ingen billeder af selve surfen, så I må nøjes med et billede af mig… og de efterfølgende billeder af de andre personer, der var med på turen.

Øystein with the final say
Øystein og Max med en venskabelig nævekamp på stranden.

Sitting on a big trunk
Stefani, Laura, Robin og James på en træstamme.

A goat and the small tent it lives in at the side of the road
En ged og dens telt ved en vejkant – faktisk var denne ged ikke en del af gruppen.

Max with the guitar
Max med guitar.

After a well deserved lunch
Og for lige at få sidste person med fra gruppen, der var afsted: Ilana i midten (Max til højre, mig til venstre) efter en velfortjent frokost i Raglan før turen gik tilbage til Auckland.

Til sidst har jeg lyst til at snakke lidt om internettet i New Zealand igen, som jeg vist også kom til at gøre et par gange sidste semester (som dem der har formået at holde ved bloggen i så lang tid nok nemt vil kunne huske). Men jeg har også nævnt at jeg vil forsøge at brokke mig mindre i denne omgang, så jeg tror bare jeg lader være med at nævne internettet hernede… og sådan opnår endnu et indlæg tagget “anticlimatic endings”.

24 Comments :, , , , , , , , , , , , , , , , more...

Looking for something?

Use the form below to search the site:

Still not finding what you're looking for? Drop a comment on a post or contact us so we can take care of it!