Iqon's New Zealand Blog

Hjemme igen igen

by on 25 July 2010, under New Zealand, USA

Jeg ved godt det er et stykke tid siden jeg sidst har skrevet et blog-indlæg. Desværre frygter jeg at det også vil komme til at vare lidt endnu før jeg får skrevet et rigtigt et af slagsen. Jeg havde planlagt at lægge mindst ét mere op inden jeg forlod New Zealand. Følgende er hvad jeg nåede at skrive ned, dagen før jeg tog afsted:

“Jeg har snart skrevet på denne blog i et år. Jeg har stadig ingen idé om hvor mange der rent faktisk læser den. Jeg har endnu mindre begreb om hvor mange der egentlig nyder at læse den. Jeg tror stilen måske har ændret sig en smule fra mit første til mine sidste indlæg – Jeg tror jeg måske er blevet bedre til at blande kedelig tekst med spændende billeder a mig og dem jeg har vandret med, udøvende en hakaen. Jeg ved det ikke rigtig. Jeg har endnu ikke prøvet at gå tilbage for at læse mine gamle indlæg. Jeg vil dog antage at det sikkert er rart senere at kunne gå tilbage og læse min blog for at finde ud af hvad det nu var jeg oplevede mens jeg var i New Zealand. Jeg vil antage jeg har haft en glimrende oplevelse – men det ved jeg jo ikke med sikkerhed ør jeg går tilbage og læser bloggen igen.

Jeg ville altid gerne have været i stand til at skrive korte blogindlæg. Jeg tror folk er “

Jep, jeg sluttede rent faktisk i midten af en sætning. Nu får du (og, hvad vigtigere er, jeg) aldrig at vide hvad folk er. Hvor ærgerligt!

Anyway… grunden til jeg skriver dette blogindlæg er for at forsikre om at der vil komme flere til senere, også selvom jeg nu har forladt New Zealand og er tilbage i Danmark. I det mindste har jeg stadig nogle billeder liggende, jeg bør præsentere (omend langt de fleste af dem allerede kan ses på Facebook og Flickr). Lige nu er jeg dog travlt beskæftiget med at afslutte mit projekt. Da det normalt tager mig et godt stykke tid at sætte mig ned og skrive et indlæg, bliver det derfor nødt til at vente lidt. Jeg kan give en meget kort beskrivelse af hvad der er sket siden mit sidste indlæg. Senere vil jeg nok vende tilbage med billederne til at bevise det:

- Fødselsdagsfejringer (inkluderende min egen, en smule overraskende, eftersom jeg er født i oktober).
- Forlod New Zealand for at tage til USA.
- Købte en iPad (hvilket var ved at koste mig mit kamera).
- Min søsters bryllup (hooray!).
- Mig, løbende rundt som en pommes frites (nej, jeg har ikke lavet en fejl i den sætning).
- Blandet godt om USA (og mestendels deres madvaner) såsom min forbløffelse over det fantastiske Blue Cow Frozen Yogurt og min fortsatte værdsættelse af det faktum at The Cheesecake Factory eksisterer.
- Afsluttelsen af mit projekt.

Er du ikke spændt nu? Dette indlæg har bestemt fortjent tag’et Bad teaser.

21 Comments :, more...

Containerpositioneringsproblemet

by on 27 June 2010, under DTU, New Zealand, UoA


Hvad dette indlæg handler om
Som jeg vist har lovet et par gange vil jeg på et eller andet tidspunkt berette om hvad det egentlig er jeg officielt er taget herned for at foretage mig. Nu er “et eller andet tidspunkt” endelig oprandt! Hvis du fandt sidste semesters indlæg om mine studier kedeligt (for du har selvfølgelig læst hvert eneste indlæg jeg nogensinde har skrevet på denne blog), er der en chance for at du nok heller ikke vil finde meget interesse i det følgende. Det bliver med stor sandsynlighed ganske nørdet. På den anden side vælger man næppe heller forsætligt at besøge min blog medmindre man kan tolerere nørdede emner omtalt.

Hvad jeg studerer
Lad os tage den helt fra starten af, omend jeg skulle mene, de fleste, der forvilder sig ind på denne side, burde have dette nogenlunde på plads. Jeg er i øjeblikket med den sidste del af min kandidatuddannelse på DTU, kaldet MMC Master, som er en forkortelse af det så herligt danskklingende Matematisk Modellering og Computing Master. Navnet fungerer en anelse bedre på engelsk, Mathematical Modelling and Computation Master. Til trods for den forfærdelige blanding af dansk og engelsk giver navnet på uddannelsen stadig et forholdsvis godt indblik i hvad det egentlig er jeg for det meste er blevet undervist i i de kurser jeg har taget: At formulere matematiske modeller og bruge dem til at udregne spændende tal. En matematisk model er ikke en eller anden nørdet fyr eller pige, der går catwalk. Det er heller ikke en klump ler formet som tal, symboler og regneoperatorer. De kan til gengæld være (delvis) ansvarlige for i min mærkelige humor, som har givet sig til udtryk i de foregående to sætninger, eftersom jeg har beskæftiget mig med dem i snart fem år. Nej, matematiske modeller er en række formler som man kan stille op for at repræsentere et eller andet problem som eksisterer i virkeligheden. Da hele Europa (og især Storbritanien) påny begyndte at hade Island, denne gang fordi Eyjafjallajökull gik i udbrud og stoppede al flytrafik, var det f.eks. matematiske modeller der blev brugt til at regne på risiciene associeret med at flyve gennem asken. Modeller blev ligeledes sat op for at beregne hvor længe udbruddet ville vare, og sandsynlighederne for at andre, større vulkaner ville gå i udbrud.

Den type matematiske modeller jeg oftest har beskæftiget mig med ligger dog i en lidt anden boldgade. Jeg har undervejs i mit studie valgt at fokusere på operationsanalyse, som på engelsk er kendt under navnet Operations Research, hvorfor “OR” optræder som den konventionelle forkortelse for feltet. OR benytter en kombination af statistik, matematisk modellering og matematisk optimering til at udregne optimale eller nær-optimale løsninger eller foreslag til løsninger til diverse beslutningsproblemer. OR er flittigt brugt til f.eks. at lægge produktionsplaner, skemalægge arbejdstider mens det også spiller en central rolle i ruteplanlægning og generelt i enhver form for logistiske problemer.

Hvad mit projekt går ud på
Min stavekontrol påstår containerpositioneringsproblemet ikke er et ord. Jeg er uenig. Det er et ord, blot et meget langt et af slagsen. Det er emnet for mit speciale, som jeg skriver sammen med min studiekammerat Skott, som også var hernede og tage de samme kurser som mig sidste semester. Skotts ord om specialet kan læses på hans blog. Mange jeg møder hernede bliver tit overraskede over at vi arbejder to på samme projekt. Jeg er glad for det er en mulighed på DTU, for jeg er sikker på det endelige produkt bliver mere end summen af de enkelte dele, når man har mulighed for at diskutere diverse problemstillinger der måtte opstå undervejs uden at skulle arrangere et møde med sin vejleder. Vi har to vejledere, én i Danmark og én i New Zealand, som begge har haft perioder hvor de har været forholdsvis utilgængelige, hvilket blot har hjulpet med til at tydeliggøre fordelene ved at være to på projektet.

Projektet handler om at flytte containere. Når containerskibe ankommer til en havn bliver containerne oftest placeret i en terminal hvor de bliver liggende et stykke tid indtil de skal afsted igen, enten med lastbiler videre ind i landet eller med et andet skib. I mellemtiden er det vigtigt at have en plan for, hvordan containerne bliver flyttet rundt på terminalen: En container, der skal til at forlade terminalen må ikke være begravet nederst i en bunke af containere, da det naturligvis kun er muligt at tage fat i en container, der ligger i toppen af en stak. Dette skal helst gøres med så lidt arbejde som muligt, dvs. det er vigtigt at man bruger så lidt tid som muligt på at flytte containere rundt. Kranerne er nemlig dyre i drift, især hvis de styres manuelt hvilket stadig er tilfældet på mange terminaler.

Containers
Containere på havnen i Auckland – kan det blive meget mere spændende?

De sidste par år er der blevet foretaget en del forskning at løse dette problem med OR-metoder. I 2008 skrev Louise K. Sibbesen en Ph.D. afhandling på DTU, hvor hun undersøgte metoder til at løse problemet. Hendes tilgang var at bruge en såkaldt metaheuristik, en metode inden for matematisk optimering der finder mulige, og ofte “gode” løsninger, uden garanti for at det også er de også er de optimale. I mange af virkelighedens problemstillinger er det oftest nok at finde frem til en “god” løsning (målt i f.eks. fortjeneste), da det sagtens kan være en forbedring af de løsninger der kunne findes manuelt. Selv hvis løsningerne “blot” er på højde med dem der bliver fundet manuelt ligger der en værdi i at computerprogrammer kan udregne disse automatisk og i langt de fleste tilfælde komme frem til løsningerne væsentligt hurtigere end et normalt menneske ville være i stand til. I mit bachelorprojekt arbejdede jeg netop med en heuristik til at hjælpe med at planlægge hvilke lærere, der skulle tilknyttes de forskellige klasser i løbet af et skoleår på gymnasier rundt omkring i Danmark. Allerede inden projektet var afleveret var heuristikken implementeret i det kommercielle produkt Lectio som bruges af størstedelen af de danske gymnasier. Senere blev vi også tildelt prisen for bedste bachelorprojekt på DTU af McKinsey & Co som jeg også nævnte sidste semester.

Optimale løsninger er dog selvfølgelig altid attraktive, og sidste semester var der derfor en studerende, Antony Phillips, på The University of Auckland, der tog fat i problemet igen, men med en anden indgangsvinkel. Han ville bevise at der var en anden tilgangsmåde til problemet, der gjorde, at problemet måske i fremtiden rent faktisk ville kunne løses til optimalitet, uden brug af heuristikker. Heuristikker anses i nogle kredse som værende “snyd”, da de som nævnt ikke nødvendigvis føre til rene, perfekte løsninger.  Han skrev sit “Fourth Year Project”, som svarer nogenlunde til et bachelorprojekt, om emnet og fandt undervejs frem til en del fejl og mangler i den oprindelige Ph.D.-afhandling.

Skott og jeg forsøger nu at bære faklen videre med vores projekt, hvor vores mål er at komme endnu tættere på at kunne løse virkelige problemstillinger. Første måned gik med at gennemgå de to tidligere projekter om emnet hvor vi fandt frem til en del yderligere fejl og mangler, der ikke var blevet taget højde for i de oprindelige matematiske modeller. Idealet for matematiske modeller for problemer som det, vi beskæftiger os med, er at de følger en helt speciel struktur, der gør problemet lineært. Basalt set betyder det at der er visse strenge regler for, hvordan man kan opsætte de matematiske formler. Det helt specielle ved lineær programmering (LP), som det kaldes, hvis problemet er opstillet efter disse regler, er at der findes specielle løsningsmetoder (Simplex metoden), der kan udnyttes; de kører ekstremt hurtigt og er blevet perfektioneret gennem de seneste mange år. Disse restriktioner kan det altså betale sig at overholde, omend det også gør, at det kræver omtanke når man skal formulere disse modeller. En matematisk model, der beskriver et LP-problem består af to dele: En objektfunktion samt en række begrænsninger. Objektfunktionen beskriver målet for optimeringen, i vores tilfælde altså at brugen af kranerne på terminalen skal minimeres. Begrænsningerne beskriver hvad en mulig løsning til problemet er defineret som. F.eks. har vi i vores matematiske model begrænsninger der siger “en container må kun samles op hvis den ligger i toppen af en stak”, “en container skal enten være på netop én position eller være igang med at blive flyttet til en position” og “en container skal ankomme til/afgå fra terminalen på tidspunkter svarende til det givne data”.

Efter at have sat os ind i de to første rapporter om problemstillingen kreerede vi vores egen matematiske model, som rettede de fejl, vi fandt frem til i de første modeller. Samtidig tager modellen nu også højde for flere detaljer. F.eks. eksisterer der nu en begrænsning på hvor hurtigt kranen kan bevæge sig, ikke kun når den flytter rundt på containere (som var tilfældet med de oprindelige modeller), men også når den ikke bærer på noget. Vi har også implementeret en løsningsteknik, der gør brug af et “rullende tidsvindue”. I stedet for at forsøge at taget højde for alle containere, der måtte ankomme og afgå i løbet af planlægningshorisonten, skærer vi i stedet fokus ned til kun at være en mindre del af den fulde periode. I containerforsendelse er der ofte stor usikkerhed om de præcise ankomst- og afgangstider for containerne; ofte kendes denne information først ganske tæt på den reelle ankomst eller afgang. Derfor giver det ikke den store mening at lave store planer for, hvordan containere skal flyttes rundt lang tid før de skal afsted, da der nemt kan opstå pludselige forsinkelser eller information om en bunke containere, der pludselig skal ind på terminalen fuldstændig kan ødelægge den allerede lagte plan. Det vi i stedet gør er at forsøge kun at tage højde for de containere, vi ved skal afsted inden for en overskuelig periode. Placeringen af containere der skal afsted senere eller er nyligt ankomne er forholdsvis ligegyldig så længe de ikke skaber konflikter med containere man forsøger at grave frem til toppen af de respektive stakke, de er placeret i (så kranen har nem adgang til dem, præcis når de skal forlade terminalen). Den løsningsteknik, vi bruger, fokuserer altså på de containere der ankommer eller afgår inden for en overskuelig periode (en dag eller to). Det er altså en løbende proces hvor man skyder dette tidsvindue fremad som tiden går. Ikke blot repræsenterer denne løsningsteknik virkeligheden meget bedre end en antagelse om at man kender al information om containere, der ankommer eller afgår mange uger frem i tiden; at arbejde med mindre disse mindre tidsperioder gør også problemet væsentligt nemmere, og dermed hurtigere, at løse.

Med denne metode (og en række andre kloge teknikker) har vi formået at komme frem til nogle ganske fine resultater. Et problem der før tog 3000 sekunder at løse kan vi nu løse på omkring 50 sekunder, så det må siges at være en fremgang. Vores program kan dog endnu ikke umiddelbart løse problemer, der er så store at de kan repræsenterer virkeligheden. Især Skott har også brugt en del tid på at implementere en grafisk brugergrænseflade (GUI – for Graphical User Interface) som der kan ses nogle screenshots fra herunder.

Problem generation.png
Vores program kan kreere tifældige dataset.

Solution process.png
Løsningsprocessen.

Gantt Diagram.png
Gantt-diagram, der viser den løsning, vores program har udregnet.

3D visualization 1.png
3D visualisering af løsningen.

3D visualization 2.png
Eksempel på en container, der er i gang med at flytte sig.

Og det er nogenlunde vores projekt. Vi skal aflevere det i starten af august og præsentere det nogle uger efter. Det sidste stykke tid skal vi mestendels bruge på at teste vores program og diskutere resultaterne samt komme frem til en endelig konklusion på vores fornemme arbejde.

Hvad disse overskrifter laver i mit blogindlæg
Pas… Måske for at få denne uendeligt lange tekst med tekniske termer og megen snak om containere til at virke mere overskuelig og knap så kedelig. Jeg tror jeg fejlede (men i det mindste er containerbillederne farverige).

27 Comments :, , , , , , , , more...

Taranaki, Wagamama’s og Eurovision

by on 18 June 2010, under New Zealand, PSV

Interesant faktum: Følgende indlæg er det første dette semester der får tag’et “Me complaining”. Det specifikke tag blev ellers brugt utroligt flittigt sidste semester. Til samenligning kan jeg nævne at “Ankles” er blevet brugt tre gange og “Anti climatic endings” hele fire. Tak, Wagamama’s for at ødelægge en god stime. Du kan se de forskellige tags, jeg har brugt på min blog på højre side, inkluderende gamle favoritter som “Public toilets”.

Interesting fact: The following post the very first this semester receiving the tag “Me complaining”. That specific tag was one of the most heavily used last semester. In comparison “Ankles” has been used three times this semester and “Anti climatic endings” four times. Thank you, Wagamama’s for ruining a good run. You can see all the different tags I have used on the blog on the right, including old favorites such as “Public toilets”.

Wooh! Tid til rent faktisk at komme (tæt på at være) tilbage til nutiden på denne blog, efter at have været så langt bagud. Yay! Og så meget entusiasme også! Tre udråbstegn efter blot to linjer – og her endnu et: !

Jeg har det meste af semestret gerne ville på endnu en vandretur, men af forskellige årsager (vente på folk havde tid og bilen ville køre) lykkedes det ikke for mig før for et par uger siden. Turen gik til Taranaki, som det også havde været planen et par uger tidligere. Vi var syv personer, der drog afsted i to grupper: Skott, Tor og jeg (skandinaverne) i én gruppe og Ilana, Jeremy, Mickey og Max (amerikaner + en franskmand) i den anden. Vi i den første gruppe tog afsted forholdsvis tidligt om morgenen (især i forhold til det var en lørdag), mens den anden gruppe fulgte efter nogle timer senere, da Max skulle undervise i Tennis før de kunne drage afsted. Vi skulle på en to-dages vandring hvor første dag var forholdsvis kort (4 timer ifølge Department of Conservation), mens andendagen ville blive noget længere (7-10 timer). Planen var at de to gruppe skulle mødes i hytten efter første dags vandring – første gruppe skulle sørge for at købe og medbringe mad for at minimere risikoen for at de skulle vandre for længe i mørke.

Som jeg nævnte sidst er Mount Taranaki/Egmont meget nem at spotte på et kort pga. sin særprægede kegleform. Desværre var det for sent på sæsonen til at det var muligt at klatre op ad bjerget uden brug af isøkser og pigsko, som man skulle bevise man var i stand til at bruge for at kunne få lov til at leje udstyret. Vandringen foregik derfor med bjerget i baggrunden, og jeg var nervøs for at det skulle blive forholdsvis kedeligt uden særligt kupperet terræn. Heldigvis var jeg forkert på den. Det var faktisk en ret interessant vandring; visse steder var det svært at se at der skulle være en sti, idet vi bl.a. skulle forbi store stenskred uden de store markeringer. Da vi indså at den anden gruppe var så forsinket at de skulle foretage hele første dags vandring i mørke, ringede jeg til dem og frarådede at de gik turen, idet det ikke virkede særligt forsvarligt at klatre rundt på skridende sten med en afgrund ved sin side, når man ikke kunne se hvad der var foran en. De virkede ikke til at tage mig alvorligt.

As is tradition: Haka before the hike
Som det er blevet tradition startede vi vandreturen med en haka

Tramping on the edge
Et lille eksempel på nogle af de stenskred vi skulle krydse på førstedagen.

Norwegian, scouting for the path
Tor, spejdende efter stien.

Vi ankom til hytten præcis som det blev mørkt, hvilket var heldigt eftersom ingen af os havde medbragt lommelygter. Vi brugte lidt tid på at forsøge at få ild i pejsen, hvilket var udfordrende eftersom vi heller ikke havde hverken tændstikker eller lightere (generelt var vi dårligt forberedte, åbenbart). Vi var dog tre ingeniører, og mente dermed at vi burde være i stand til at kreere ild, hvilket fik Skott til at gå i gang med det velkendte “træ-mod-træ-skaber-ild”-trick. Eftersom hytten var oplyst af pærer drevet af energi fra solfangere overvejede vi også muligheden for at skabe livgivende gnister ved at kortslutte en af fatningerne. Det brugte vi som sagt lidt tid på indtil jeg tog lighteren, der hang på opslagstavlen, og foreslog det evt. var nemmere, hvis vi brugte den.

4) Stab the piece of wood
Skott i forsøget på at skabe ild.

Da klokken blev omkring 21 var det tid til at gå i seng. På det tidspunkt havde vi indset at de andre måske alligevel havde lyttet til fornuft og ladet være med at foretage vandringen. De ankom kl. 22, efter at have brugt fem timer på den vandring der havde taget os to en halv.

Anden dag var fremragende med udsigt til det smukke bjerg det meste af dagen. Omkring halvvejs på turen, der endte med at tage ca. otte timer ændrede stien væsentlig karakter. Hvor den det første stykke mest havde bestået af enten trapper eller lidt flad vandring begyndte det lige pludselig at gå næsten lodret ned, hvilket bød på nogle interessante klatreture. Der var også et par floder der skulle krydses over glatte sten. I løbet af den sidste halve time af vandringen formåede jeg at miste kapslen til min kameralinse og vrikke om på min ankel (som jeg havde forudset jeg ville gøre i starten af dagen – jeg elsker mine ankler). Præcis som vi var færdige begyndte det at regne; et regnvejr vi så fik lov til at køre i de ca. seks timer hjem. Herlig afslutning.

Traditional pre-hike haka. Max (and partly Ilana) didn't get the idea
Vi introducerede den anden gruppe for idéen om at starte dagen med en haka. Max (og til en hvis grad Ilana) forstod tydeligvis ikke konceptet.

Mount Taranaki and a group of posers
Mount Taranaki med Max, Skott og Tor poserende foran sig.

... and still climbing down
Nogle steder gik det som sagt lodret ned. Heldigvis var der de værste steder opsat stiger.

Some places the track was hidden pretty well. This sign says "Track", quite helpful
Stien var af og til svær at finde. Den sparsomme markering med skilte gjorde det dog muligt at finde vej.

The suspension bridge where I threw away my lenscap - and minutes after twisted my ankle. Yup, I am a genius
Hængebroen hvor jeg valgte at smide kapslen til min kameralinse væk.

Om mandagen var jeg på Wagamama’s for første gang i anledning af den middag der hvert år bliver arrangeret for PSV-beboere. Det var ikke den store succes idet det hele var meget kaotisk og rodet. Vi var fordelt på tre lange borde og retterne ankom i tilfældig rækkefølge. Mange modtog deres hovedret før deres forret, og lang tid før andre fik noget som helst. Det blev en kamp om at begynde at spise hvad end man blev serveret da man ikke kunne stole på hvornår næste ret ville ankomme eller de omkringsiddende ville modtage deres. Jeg tror det bord jeg sad ved nåede at få dessert før alle ved sidste bord havde fået deres forret. Serveringen af desserten var også skuffende. Mange (heriblandt jeg selv) havde bestilt cheesecake hvilket der ikke var nogle protester imod. Da de andre omkring mig begyndte at modtage deres dessert uden jeg så noget blev jeg nødt til at spørge hvor den blev af og fik at vide at de slet ikke havde cheesecake. Et af de andre alternativer, en chokoladekage med is, havde de åbenbart kun fem stykker af. Meget dårligt forberedt når de vidste en stor gruppe ville ankomme den aften. Maden smagte dog fint.

Tirsdag tog jeg (alene) i biografen for at se Kick-Ass, hvilket jeg er lykkelig over jeg valgte at gøre. Det er en helt fantastisk film om en lidt nørdet gut, der undrer sig over at ingen i den virkelige verden har forsøgt at gøre sig som superhelt. Efter denne realisering bestemmer han sig naturligvis for at gøre forsøget. Filmen udvikler sig undervejs til at være ekstremt anderledes end den starter – næsten som om det er tre film i én, hver utroligt underholdende. Slutningen af filmen indeholder nogle fremragende action-sekvenser der henleder tankerne til Tarantinos fantastiske film, hvilket nok er et af de stærkeste argumenter jeg kan give for at se filmen.

Torsdag var jeg blevet inviteret til middag hos Jocelyn, én af de to fransmænd der var med på turen til Samoa. Der blev serveret crêpes og drukket vin på ægte fransk manér, hvilket var ganske hyggeligt.

Søndag stod jeg tidligt op for at se Eurovision kl. 7 om morgenen sammen med Tor. Vi missede ca. ti sange i midten da streamen gik ned, men fik da set stuntmanden, der løb ind på scenen under Spaniens show, Moldovas fantastiske forsøg på at slå sidste års vinder ved ikke blot at have en violin, men en selvlysende én af slagsen (krydret med en masse andet vanvittigt), Tysklands vindersang og Danmarks indslag. Jeg var glad da Danmark startede med at få topkarakterer fra de to første lande, hvorefter Lena fra Tyskland kørte sejren sikkert hjem. Tor var glad for at Norge lige akkurate formåede at ende over Moldova, og jeg morede mig over at Storbritanien, som er sikker deltager hvert år i Eurovision fordi de betaler så mange penge til det, endte på en absolut sidsteplads, kun tildelt 10 point (Danmark havde som nævnt 12 efter det første af de 39 lande havde afgivet point). Både Tor og jeg var dog tilfredse med at Lena vandt idet det blev til et mindeværdigt interview med en ekstremt nervøs 19-årig pige som ikke så særligt komfortabel ud på scenen, især pga. det foregik på engelsk, hvilket tydeligvis ikke var hendes modersmål. Klassiske momenter som et forsigtigt “Hiiii” som svar på en række spørgsmål hun ikke forstod og “I… I don’t think I am strong enough… to carry this… the whole time” om trofæet hun netop var blevet overrakt springer øjeblikkeligt frem i mine erindringer. Det samme gør billedet af den stakkels tyske pige, der forsøger at gemme sig ved at vikle det tyske flag om sit hoved da det hele blev for meget for hende og hendes forbløffelse over at de ville have hende til at synge igen (“Do I have to sing… NOW?”). Heldigvis lod de også live streamen fortsætte efter hun havde sunget igen: De lod hende blive alene på scenen hvilket hun gik helt i baglås over. Hun slog hurtigt over i tysk og forsøgte at træde vande indtil de desværre slukkede for streamen.

Senere på dagen tog Ilana, Max og jeg på en lille vandring på Rangitoto Island, en lille vulkanø uden for Auckland. Det var en fin lille gåtur op og ned af vulkanen som gav et fint view over Auckland fra toppen. Vejret var fremragende med sol fra en skyfri himmel. Helt utroligt det stadig er muligt selv nu, hvor det officielt er blevet vinter i New Zealand. Hvor er den bidende, ulidelige kulde, det konstante mørke og sneen der forpester ens chancer for at bevæge sig tørskoet rundt? Det minder bestemt ikke om vinter, som jeg kender det, og det er jeg sådan set ganske godt tilfreds med.

DSC_1896
Udsigt fra Rangitoto. Auckland er den by i verden der har flest både per indbygger.

Jeg har været forholdsvis dårlig til at skrive blogindlæg dette semester (dermed ikke sagt at jeg var specielt god til det sidste semester). Jeg formår dog forhåbentlig at skrive et par stykker mere inden jeg forlader New Zealand. At tiden nærmer sig for at jeg skal forlade landet er dog efterhånden til at føle. Studerende alle vegne omkring mig er godt i gang med eksamenerne, hvilket jo altid er et glimrende tegn på at semestret er ved at være til ende. Samtidig begynder der også at være megen snak om at folk skal til at vende næsen hjemad, med en del afskedsfester til følge. Enkelte personer er sågar allerede taget afsted, hvilket selvfølgelig er trist. Sådan er det desværre altid med disse studieophold i udlandet, som jeg efterhånden er blevet så vant til.

Næste gang: Et indlæg om hvad det egentlig er jeg render og bruger mine hverdage på hernede!

10 Comments :, , , , , , , , , , , , , , more...

Vinsmagning, comedy og rugby

by on 6 June 2010, under New Zealand, PSV

Jeg har været ret elendig til at skrive blogindlæg dette semester; jeg er overbevist over at det skuffer mange. Jeg teasede sidste gang med fortællinger om vinsmagning og et fejlagtigt forsøg på at tage på vandretur – men vent! Der er mere! Inkluderet i denne måneds udgave af mit blogindlæg er også bl.a. comedy og rugby. Utroligt interessant.

Men vi starter ved vinsmagningen, som på nuværende tidspunkt tog sted for mere end en måned siden; et godt bevis på hvor elendig jeg har været til at producere de fantastiske blogindlæg folk er blevet så forvente med. Til gengæld kan man jo altid regne med de er fuld af kvalitet, spas og løjer. Den første weekend i maj var den jeg brugte så meget tid på at forklare om i forrige blogindlæg: Den med luftguitar, kiwifrugter og quidditch. En hurtig sidenote til quidditch: Jeg får næppe set det i NZ. Folkene der arrangerer turneringen har henlagt den til en skole et stykke herfra. Det ville nok være en anelse mistænkeligt hvis jeg dukkede op på en skole, midt i en weekend, for at holde øje med børn, der spiller quidditch. Men tilbage til vinsmagning: Kirsty, Ilana (igen, Flat 15-folk), Max (franskmand, der efterhånden er en lige så stor del af Flat 15 som jeg er, uden at nogen af os bor der) og jeg valgte at fuldende en fremragende weekend med at tage til Waiheke Island på en solrig søndag. Waiheke Island ligger ca. 30 minutters færgetur fra Downtown Auckland. Det er (efter min erfaring) solbeskinnet ø, fyldt med fantastiske strande og en meget tilbagelænet tilværelse. Øen er især kendt for den rige vinproduktion, og er et populært sted at drage til for at smage på vin på de forskellige vingårde spredt omkring på øen. Det var en herlig måde at afslutte weekenden på. Vi tog til tre forskellige vingårde som alle var ret forskellige i deres måde at præsentere vinene på. På Stonyridge Vineyard investerede vi i to glas vin, som vi delte mellem os alle fire, siddende udenfor mens vi kunne skue ud over de grønne marker.

Tasting wine at Stonyridge Vineyard. We all quite enjoyed "Luna Negra"
Stonyridge Vineyard – det var her vi fandt vores favoritvin på turen, Luna Negra.

Wine notes or lyrics creation...
Som den sande franskmand, Max nu en gang er, følte han sig pludselig meget inspireret med da han fik den første smag af vin. Her er han i gang med at skrive tekst til sin sang.

Fra Stonyridge Vineyard tog vi til Te Whau, hvor vi smagte på den samme vin fra forskellige årgange. Her var der en anelse mere præsentation af vinene og Max blev mindet så meget om sin hjemegn, Bordeaux, at han blev nødt til at investere i to flasker vin.

Te Whau Vineyard
Folk siddende, nydende vin ved Te Whau.

Til sidst drog vi til Mudbrick Vineyard, en af de mest populære vingårde på Waiheke. Her var præsentationen af vinene lidt mere som forventet hvor vi i løbet af seks minutter blev præsenteret for seks forskellige vine, som vi fik noget lynhurtig info om. Det hele blev lidt forhastet idet stedet egentlig var så godt som lukket grundet et nærtstående bryllup, der skulle til at finde sted. At nogle havde valgt at placere et bryllup der gav ganske god meningen – omgivelserne var i hvert fald fantastiske.

Bride and groom arrives at the wedding held at Mudbrick Vineyard
Brudeparret ankommer til Mudbrick Vineyard for at fejre deres status som nygifte.

Weekenden efter var det planen at jeg skulle til Taranaki for at foretage dette semesters første hike. Taranaki er en region 5-6 timers kørsel sydvest for Auckland. Destinationen var Mount Taranaki/Egmont, en meget særpræget vulkan som er nem at spotte når man kigger på et kort over New Zealand, idet den antager en næsten perfekt kegleform, og dermed fremgår som en tydelig cirkel (eller, for at være korrekt, disk, idet en cirkel blot angiver den omspændende omkreds af det udfyldte område) på kortet. Det var planen at Ilana, Mickey (Ilanas veninde), Tor (nordmanden som jeg kender fra sidste semester, og som jeg til tider spiller squash mod) og jeg skulle drage afsted tidligt lørdag morgen for at kunne foretage en to dages vandretur omkring vulkanen, og stadig være tilbage før weekenden var ovre. Turen blev dog aldrig til noget idet den kære Subaru Legacy, som har været særdeles trofast siden Skott og jeg købte den sidste semester, valgte at gå i stå efter et par hundrede meters kørsel, midt i The Domain, parken som Parnell Student Village ligger op til. Efter at par timer med at forsøge at få den startet igen (hvilket bl.a. involverede hjælp med at skubbe bilen fra tilfældige forbipasserende løbere og andre sportsudøvere i parken) blev vi nødt til at give op og turen blev droppet. Til sidst havde vi formået at dræne bilen så meget for batteri at ikke engang nødblinket fungerede længere. Jeg fik lov til at betale $80 (ca. 320 kr.) for at få bilen slæbt tilbage de 500-800 meter vi havde formået at skubbe den gennem parken – det medlemsskab af AA (Automobile Association), som Skott og jeg i sin tid tegnede er kun i hans navn, hvilket åbenbart betyder at han skal være tilstede for at man kan gøre brug af det. Skott og jeg mødtes mandagen efter hos mig for at få bilen sendt til reparation et eller andet sted; men først skulle Skott forsøge at starte den, omend vi ikke havde meget tiltro til at det ville være muligt at starte en bil komplet drænet for batteri. Det var det imidlertid. Vi kørte den til en mekaniker, der sagde at det ville være særdeles besværligt at finde ud af hvad der evt. kunne være galt med den, så længe den formåede at starte. Siden har bilen fungeret fint igen.

Den uge var generelt ganske begivenhedsrig, med planer for stort set hver eneste dag. Tirsdag stod på den ugentlige salsa-undervisning. Det er stadig ikke helt klart for mig hvorfor jeg valgte at tage de salsatimer, men jeg overlevede da de otte lektioner (omend jeg kun dukkede op til seks). Efter salsa tog jeg i biografen med Skott og Vegard for at se Iron Man 2. Jeg har generelt været utroligt dårlig til at tage i biografen dette semester, hvilket er stupidt eftersom billetterne er møgbillige ($10, ca. 40 kr.), sammenlignet med prisen i Danmark. Det må jeg forsøge at lave om på den sidste måneds tid jeg er her. Jeg har lyst til at bruge den klichefyldte beskrivelse “ok, uden at være prangende” på filmen, men det siger jo i bund og grund intet om den. Jeg husker den første film som værende væsentligt mere underholdende og var en anelse skuffet over 2’eren; lidt for meget tanketom action, og en fuldstændig ligegyldig sidehistorie som ikke blev brugt til andet end at lægge op til den kommende Avengers film som jeg dog ser ganske frem til, mest fordi Josh Wedon er blevet udvalgt som instruktør. Vegard brokkede sig over at filmen virkede urealistisk. Jeg ved ikke helt hvad han havde forventet da han gik ind for at se en superheltefilm.

Om onsdagen deltog jeg for anden uge i træk i en sportsturnering (interres) der forløb over det meste af semestret. De forskellige studenterboliger dystede ugentligt i diverse sportsgrene mod hinanden. Jeg repræsenterede PSV i to uger ved at spille håndbold for dem. Det var en interessant oplevelse, idet ingen hernede rigtig kender til den fantastiske opfindelse, håndbold nu engang er. Dem som har fulgt bloggen foruroligende tæt vil måske kunne huske jeg tidligere har nævnt at jeg meldte mig til “Beginner’s handball” i begyndelsen af semestret. Modsat salsa-timerne dukkede jeg kun op til første lektion hvorefter jeg fandt ud af det var lidt for “Beginner’s” til mig. Jeg blev tilbudt at spille kampe for deres “Advanced” hold. Desværre fik jeg aldrig taget kontakt til de relevante personer, men så vidt jeg ved lå deres kampe også på ret dårlige tidspunkter. Interres-turneringen var en god mulighed for mig til at få spillet en smule håndbold igen; ganske underholdende at se folks tilgang til spillet, som naturligt nok kom til at minde mere om basketball end normal, europæisk håndbold. De fleste virkede dog til at være ganske godt underholdt, hvilket jeg går ud fra er det vigtigste.

Torsdag stod på New Zealandsk comedy. Det var den sidste uge af en tre ugers comedy-festival, så det var ved at være sidste chance for at komme til at se en af de ufatteligt mange komikere, der optrådte i løbet af de tre uger. Den største hurdle ved at tage til et af disse shows var netop at udvalget var så stort og at vores kendskab til New Zealandsk comedy var lig nul. Kirsty og jeg satte os en aften for at skære listen af kandidater ned til nul hvilket bl.a. inkluderede en benhård elimineringsproces hvor kandidater blev fjernet pga. utilgivelige træk såsom “værende britisk”, “værende kvinde”, “havende en dårlig beskrivelse af showet” eller “fremgå for sent på listen til at vi føler flere kandidater stadig kan være i spil”. Processen stoppede selvfølgelig ikke der. Der var også grundig Youtube-research og et pointsystem blev kreeret som var baseret på bl.a. show-længde, pris og ekstra fornemme features såsom borde. Vi endte med at være en gruppe på otte der tog ind for at se Brendan Lovegrove, der tilsyneladende er et ganske velkendt navn i de New Zealandske komiker-kredse. Han havde nogle enkelte gode jokes, men generelt var det en anelse skuffende. Hans show kørte på et forholdsvis lavt intelligensniveau, hvor de fleste jokes var bygget op om småracistiske tendenser eller platte masturberingsgestikulationer. Vores gruppe var blevet spredt over det meste af salen idet vi blev kaldt frem til forskellige borde for at få det forreste af salen fyldt – showet blev optaget, så det var selvfølgelig vigtigt at skabe illusionen af et proppet lokale. Selv med denne spredning formåede Brendan at plukke de fleste af os ud, og især mig, hvilket ikke var overraskende idet jeg var endt på forreste række, lige midt foran komikeren. Desværre var manden for uintelligent til at komme op med nogle former for jokes relateret til mig, omend han flere gange vente tilbage til Danmark uden tydeligvis at ane det mindste om landet. I det mindste blev jeg ikke denne gang beskyldt for at være del af et boyband, som det er sket to ud af tre gange tidligere jeg har været til standup, så det er vel fremgang.

Fredag skulle Esther (endnu et Flat 15-medlem) fejres i anledning af hendes fødselsdag. Det blev gjort ved spisning på indisk restaurant efterfulgt at et væld af kage i Flat 15, hvilket jeg efterhånden er blevet forvent med, hver gang jeg går forbi den bolig.

Lørdag tog vi til en rugbykamp mellem Auckland Blues og Hamilton Chiefs. At tage til en rugbykamp var en af de punkter jeg længe havde haft på min liste over ting jeg blev nødt til at gøre før jeg forlod New Zealand. Det var forholdsvis underholdende (hjemmeholdet, Blues vandt), og det var rart at have Max siddende ved sin side, idet han kunne forklare reglerne. Jeg tror dog aldrig det er en sport jeg nogensinde vil blive bidt af. Alt for mange spilstop og for mange situationer med mænd, der bare bunker sig ovenpå hinanden og krammer løs.

Another scrum
Denne situation føler jeg er meget typisk for rugby: Stort gruppekram.

That's one popular pole!
Til tider deler rugbyspillerne også ud af deres kærlighed til andet end hinanden. Her er det en pæl, der får en kæmpe knuser.

Being thrown high into the air
Indkast i rugby er ret interessante, idet det er tilladt at smide rundt med hinanden.

Jeg er stadig et par uger bagud med mine fortællinger om hvad jeg foretager mig her i New Zealand. Samtidig skylder jeg også stadig et indlæg der forklarer om det kandidatspeciale, jeg er hernede for at skrive. Det bliver dog en anden gang for jeg har allerede brugt alt for meget plads på at skrive om forholdsvis (for læseren) irrelevante begivenheder. Jeg ved ikke om denne bratte afslutning kvalificerer indlægget her til det så famøse “antiklimatisk slutning”-tag, men det får det altså påhæftet, idet jeg ene og alene kan bestemme over indholdet på min blog.

46 Comments :, , , , , , , , , , , , , , , , , , , more...

De sidste par weekender

by on 19 May 2010, under New Zealand

Som det så ofte forholder sig med mine blogindlæg ender det ofte med jeg skriver indledningen efter jeg har skrevet resten af selve indlægget. Det er en procedure jeg følger for at være i stand til at informere/advare om hvad der følger. Således kan jeg afsløre at dette indlæg på den ene side af meget informativt og på den anden side er forholdsvis irrelevant. Hvis du nogensinde har haft lyst til at få dybere indsigt i nye måder at spise kiwifrugter på, hvor meget folk kan gå op i luftguitar, eller hvordan andre kan finde på at adaptere en fiktiv sport, der bl.a. kræver flyvende kosteskafter, skal du dog endelig læse videre. Det var dette blogindlæg jeg teasede om for et par uger siden.

Det meste af mine hverdage går med projektet, som Skott og jeg arbejder på ca. 9-17 hver dag. Weekenderne forsøger jeg dog så vidt som muligt at holde fri i, og det har jeg bestemt formået på det seneste.

Søndag for tre uger siden var det Anzac Day. Her mindes de personer som døde og gjorde tjeneste under militæroperationer for New Zealand. Dagen er en national helligdag hvilket forårsagede de fleste butikker til at lukke. Det var sjovt at se hvordan folk gik amok i det lokale supermarked, Foodtown, fordi de ville holde lukket en enkelt dag – en søndag, til og med. Det var som at se folk hamstre gær i Danmark under en strejke!

Selve dagen blev fejret med mindeceremonier og parader. Ved Auckland Museum som ligger to minutters gang fra PSV, hvor jeg bor, blev der afholdt en ceremoni ved daggry og en om formiddagen. Jeg formåede ikke at komme op til den første (kl. seks en søndag morgen virker lige voldsomt nok), men gik hen og så ceremonien kl. 11.

Red (and shaky) museum
Auckland Museum er altid oplyst i en eller anden farve om natten. I anledning af Anzac Day var lyset rødt..

In my oppinion a museum might not be the perfect screen for movie clips from old wars
Museet blev brugt som lærred for klip fra gamle krige. Tilsyneladende var det klippet sammen af Peter Jackson, men det gjorde det nu ikke væsentligt mere interessant.

More music
Parade før ceremonien.

I had been confused for weeks why I sometimes saw random people just standing and staring into this monument. They were practicing for the ceremony
Jeg blev så lykkelig da jeg så disse uniformerede mænd stå og stirre ind i monumentet under hele ceremonien. I ugerne for inden var jeg til tider gået igennem The Domain (parken hvor museet er placeret) og havde set nogle personer stå og stirre ind i monumentet. Jeg troede at de (eller jeg) var blevet sindssyg. Det var tilsyneladende bare en del af ritualet bag ceremonien, så lidt mening gav det altså i sidste ende.

Weekenden efter blev væsentligt mere interessant, underlig og meget oplysende, mest pga. tre opdagelser som efterfølgende vil blive uddybet:

1) Kiwifrugter kan spises med skræl.
2) Der findes verdensmesterskaber i luftguitar.
3) Folk spiller quidditch i virkeligheden.

Ad 1)
Jeg blev fortalt af James og Ilana (Flat 15) at der rent faktisk ikke er noget galt i at spise skrællen på kiwifrugten hvilket overraskede mig meget (det var vist også en nyopdagelse for dem). Jeg har aldrig været særligt tilfreds med kiwifrugter, fordi de er så forbandet besværlige. Enten skal man stå og hakke en masse “kanter” af den for at kunne få en klump af rent frugtkød, ellers skal man have fat i både kniv og ske (eller en spife, der skulle være velegnet til især kiwifrugtspisning). Efter fredag aften at have indtaget en hel kiwifrugt med skræl uden væsentligt indebefindende som følge faldt det mig ind at slå op hvor vidt det egentlig havde været en god idé. Wikipedia siger det bedst:

“The kiwifruit skin is edible and contains high amounts of dietary fiber. In a fully matured kiwifruit one study showed that this as much as tripled the fiber content of the fruit. In addition, as many of the vitamins are stored immediately under the skin, leaving the skin intact greatly increases the vitamin c consumed by eating a single piece of kiwifruit when compared to eating it peeled. As with all fruit, it is recommended that if eating the skin, the fruit be washed prior to consumption.”

(“Kiwifrugtens skræl er spiselig og indeholder store mængder af diæt-fiber (eller hvad “dietary fiber” nu end er). En undersøgelse viste, at dette i en fuldt moden kiwifrugt øgede fiberindholdet af frugten op til en faktor tre. Derudover, siden mange af vitaminerne befinder sig lige under skrællen, vil det at efterlade skrællen intakt forøge C vitamin-indtagelsen betragteligt når et enkelt stykke kiwifrugt indtages, sammenlignet med at spise dette skrællet. Som med al anden frugt anbefales det, hvis skrællen spises, at vaske frugten før indtagelse.”)

Ad 2)
Jeg har skam hørt om luftguitar før. Kunsten at gå amok på en fiktiv guitar er vist ikke ligefrem en ny idé. Jeg havde dog altid troet det var noget der skete bag lukkede døre hos nogle få teenagere, der havde urealistiske drømme om at blive rockstjerner… jeg tog fejl. Tilsyneladende holdes der mesterskaber i at klæde sig ud som en nar og hoppe rundt på en scene som en idiot mens man lader som om man rent faktisk er ansvarlig for de højtlydende guitarsoloer der strømmer ud af de bagvedstående højttalere. “Mesterskaber” som i at enkelte personer hvert år drager til en given destination (dette år Finland) for at deltage i verdensmesterskaberne! Idéen er nu også i år nået frem til Danmark, hvor den første konkurrence i luftguitar netop er blevet afholdt, selvfølgelig med Sidney Lee som vært. I New Zealand er det åbenbart et fænomen med rødder meget længere tilbage. Fredag for nogle uger siden valgte Ilana, Kirsty (begge Flat 15), Kirsty’s veninde og jeg at tage til den officielle finale i NZ-luftguitar. Det var en meget bizar oplevelse, som jeg har svært ved at uddybe meget bedre end hvad billederne herunder kan udtrykke.

P1000479
Jeg har desværre fortrængt deltagernes kunstnernavne, men jeg kan give andre oplysninger. Info 1: Deltagerne havde roadies! Jeg er ikke sikker på hvad deres funktion var, men det tager åbenbart et helt team at opsætte selv fiktive instrumenter.

P1000495
Info 2: Vinderen bliver kåret ud fra tre kriterier: 1) “Teknisk kunnen”, dvs. hvor gode deltagerne er til at lade som om de rent faktisk rammer de rigtige akkorder osv. 2) “Scenefremtræden”, dvs. deltagerens karisma, og hvor godt han fremtræder. 3) “Luftighed” (frit oversat fra “Airness”), et meget subjektivt kriterium, der går på hvor meget hele seancen kan klassificeres som kunst.

P1000488
Info 3: Konkurrencen består af to runder. I første runde kan deltageren selv bestemme hvilket nummer han vil lade som om han spiller guitar. I anden runde skal hver deltage performe til samme nummer, som er ukendt før konkurrencens start. Dvs. vi blev indlagt til at lytte til samme nummer ti gange i træk (én gang for hver deltager, plus den initielle afspilning af nummeret så deltagerne havde en idé om hvad de gik ind til). Randy på billedet her var vores favorit til at vinde, men det gjorde han åbenbart ikke, hvilket vi dog ikke opdagede før senere: Vi valgte at forlade konkurrencen før vinderen blev kåret.

Ad 3)
Quidditch er en fiktiv sport fra Harry Potter-bøgerne. Deltagerne flyver rundt på magiske kosteskafte, kaster bolde gennem ringe eller efter hinanden og forsøger at fange en lille hurtig bold med vinger (snitchen), der drager rundt på må og få af egen fri vilje.

Med andre ord en sport der egner sig perfekt til virkelighedens verden og de fysiske regler der omspænder den. Muggle quidditch er det passende navn for sporten hvor folk render rundt med kosteskafte mellem benene, klædt i kapper og kaster bolde gennem hjemmelavede ringe, der specifikt er designet til formålet. Det vigtigste element er selvfølgelig snitchen som udgøres af en neutral deltager, klædt i guld og vinger, som render rundt omkring og skal fanges for at afslutte kampen. En herlig kombination af høvdingebold, håndbold, gemmeleg, til tider ultimate frisbee og vanvid.

Grunden til jeg nævner denne sport er at det først for nogle uger siden gik op for mig den eksisterede. Auckland Quidditch Association har i skrivende stund 441 medlemmer, der udgør 19 forskellige hold som nu har en turnering i gang. Jeg blev ekstremt begejstret da jeg indså de åbenbart havde spillet sæsonens første kamp i The Domain (parken blot to minutters gang fra hvor jeg bor), og også skuffet over at flere folk havde set dette fænomen udspille sig på nærmeste hold, uden at nævne det med et ord for mig før ugen efter. Efterfølgende har det også været svært for mig at få andre til at forstå min begejstring overfor det faktum at folk går så meget op i denne fiktive sport. Visse personer (Kirsty f.eks.) har dog været i stand til at dele min fascination over det helt absurde i at dette fænomen overhovedet eksisterer som en organiseret sportsgren. Desværre er det endnu ikke lykkedes mig at se sporten live, men jeg håber det lykkes inden jeg forlader New Zealand.

We could not find people playing quidditch in the Domain (which I was VERY disappointed by) but at least the sky was pretty
Vi prøvede at kigge efter quidditch i The Domain… alt vi fandt var en mærkeligt farvet himmel.

Så meget ligegyldighed… næste gang bliver det om vinsmagning og fejlagtige forsøg på at tage på vandreture.

73 Comments :, , , , , , , , , more...

Looking for something?

Use the form below to search the site:

Still not finding what you're looking for? Drop a comment on a post or contact us so we can take care of it!